….kan du høre græsset gro?

207CD94D-1D44-45C6-A58D-875717B7EB63Der sker noget med os mennesker når frygten overmander os. Når fornuften ikke længere rækker til at fylde vores baghoveder, og ukendte prøvelser tårner sig op foran os. Når menneskets overlevelse trues,- sætter instinkterne ind, og vi rammes af et ego vi måske selv helt benægtede at besidde.

Det ligger latent i det blot menneskelige,- at overlevelsesinstinkt overtager fornuft. Igår skulle en kvinde afhente nogle jordbærplanter hos mig, – jeg var i ren forvildelse og glemsel om min egen immune udsathed, gået igang med at klippe stauder ned og grave planter op der kunne finde nye glade hjem, hvor de kan vokse sig store, sætte blomst,- og røde bær. “Hende der skulle køre mig tør ikke køre ud, pga det der corona” fik jeg så at vide. Ikke engang meddelelsen om, at mit eget nærdødspotentiale lige nu er rimeligt fritlevende, og at jeg derfor ville blive indenfor havelågen,- kunne betrygge situationen, så planterne gik videre til den næste i rækken, som hentede dem på bænken udenfor min havelåge.

Hvor galt er det egentlig fat? Hvor isoleret skal vi gøre os selv lige nu,- og skal vi gå i så store ekstremer, at vi ikke tør gå udendørs,- for det her virus er allerede pænt potent på den måde, at det smitter hurtigt og omsiggribende.

I Kina var det jf. WHO godt 33 dage om at fordobles, men i det meste af Europa er fordoblingen af tilfælde sket over godt 3 dage, – altså er smitten i europæiske lande løbet 10 gange hurtigere end i Kina,- og derfor er det måske alligevel ikke helt hysterisk, når nogen virkelig bliver bange. Illustrationen baseret på tal fra WHO viser alvoren og hvad det præcis er der sker i Europa lige nu,- nemlig at smitten lige nu løber hurtigere end i Kina. Derfor skal vi lytte til vores myndigheder for at forhale tiden, jeg tænker stadig, om det alligevel kan være den aggressivt spredende L-stamme af dette virus vi ser sprede sig i Europa:

F7B1D977-3A61-4BA8-87DA-161556257028

Jeg har hele vejen igennem nøje fortalt og forklaret for min yngste, hvad det her er, hvor vi muligvis står, og hvor usikkert det er samt hvilken retning vi går i.

Han ved også godt, at jeg – kan blive rigtig syg, men at jeg også kan blive rigtig syg af andre vira der er i omløb. Han ved, at vi alle kan blive syge,- men de fleste forhåbentlig i mild version.

Jeg forsøger at forklare, afmystificere og ikke puste til frygten.

Da en forvildet og halvsøvning humlebi igår fløj lidt for tæt på mit hovede, nærmest råbte han,- “Mooooor, hvor er din medicin”….i ren rædsel over, om jeg pludselig skulle ligge rallende og overmandet af et småaffældigt flyvende objekt, – uden nogen som helst tilladelse til, at bestemme over min skæbne.

Jeg ved sgu ikke venner. Døden har fyldt meget i mit liv i mange år, og jeg havde besluttet at livet skulle få en større procentfordeling nu.
Men tankerne er der. Ikke en frygt,- men mere en iskold forholden mig til hvor vi står lige nu.

Tankerne om, at naturen i en eller anden grad måske alligevel overrasker os med sin utrættelige evne til, at skille sig af med de svage eksistenser, – et scenarie vi som mennesker i hundredevis af år med lægekundskabens viden, har forsøgt at ændre på.

Måske er vores kundskab alligevel indimellem mere begrænset end vi regner med. Måske skal vi tilbage til at dyrke vores egne køkkenhaver, have tid til hinanden igen, søge indad og ikke konstant søge videre ud i den store verden?
Måske topper menneskets udvikling også på et tidspunkt, og tænk hvis vi faktisk har toppet og nu bare er på vej ned i den store afskyelige rendesten?

Vi er på et niveau hvor grænserne er nødt til at blive lukket, fordi landenes interne sundhedssystemer er så meget i knæ, at vi ikke længere kan dække andet end vores egne statsborgere. Vi kan ikke regne med hjælp på tværs af lande – vi er på primitiv vis ikke længere i et globalt fællesskab, men lande der kæmper deres egen interne kamp, – mod et virus der breder sig så hurtigt, at det endeligt vil afsløre den inkompetence hvormed man har beskåret vores sundhedsmæssige sikkerhedsnet i årtier.

Jeg gribes indimellem af tanker, om jeg mon nåede at sige det jeg skulle, til dem der er og dem der var i mit liv,- om jeg er klar til at tage herfra nu?

Og så kommer fornuften alligevel ind og fortæller mig,- beroliger mine tanker,- og siger: “Du kan alligevel ikke ændre virkeligheden, – men du kan ændre dine tanker”.

Vi er nødt til at forholde os til, tænke os om,- og stadig lade livet have det største fokus. Imorgen graver jeg frygtløst flere jordbærplanter op,- hvis nogen ellers tør komme og hente dem foran havelågen,- mens “vinden hvisker i mit øre,- kan du høre græsset gro?”

Kære allesammen. Pas på jer selv. Til jer jeg elsker: jeg elsker jer. Så,- det var vist det.

Ses. Måske. …Nej,- ..ses.

/M❤️