Det svageste led

6DC19BDF-A599-405D-83F5-27E275016A21Når mennesket pludselig rammes af tilbageskridt, skal rigtig mange af os omstille os, acceptere og håndtere.

Vores liv i det meste af verden er lige nu vendt op og ned, og et virus med en uset smittehastighed løber hurtigere end det muliges kunst at styre.

Alligevel er det præcis det vi prøver.
At styre, kontrollere, håndtere det, som er et muligt ‘worst case scenario’ for menneskets vante tanke om, at kunne kontrollere og styre dansen. “Vi skal vende retur til normalen”….”bygge det op igen”….sætte pladen på den gamle grammofon og håbe, at den stadig spiller den samme sang, – så vi som menneskehed kan danse de samme vante trin…1-2-3…og 4.

Eller er vi i virkeligheden nået til point of no return?

Er vi det svageste led, og er vores evolutionære udvikling i virkeligheden gået for vidt, så vi nu bliver sat så kraftigt på plads, at vi er nødt til at skalere ned,- ikke kun på materielle goder, penge, bygninger, transportmidler…men også på vores trang til, konstant at tænke i vækstpotentiale og fremadskuethed.

Er vi nået til et punkt hvor vores udviking er nødt til at gå bagud før vi kan gå forud? Er vi sat…skakmat?

Tankerne er der. Hos mig.

Jeg tror ikke på, at vi nogensinde kan komme tilbage til den verden der var. At vi i et eller andet omfang er blevet så effektivt “evolutioneret” ad helvede til, at vi reelt er blevet røvkedelige robotter uden tanker, ideer og historier? Alle kan rejse ud i verden – og alle kan fortælle de samme historier. Spændingen er væk. Vi er blevet røvsyge folkens. Vi er gået for vidt.

De første dage af denne karantæneperiode, oplevede man morsomme indlæg, jokes og galgenhumor på sociale medier.
Som om mennesket ikke rigtig er god til at se realiteterne i øjnene. “Det er overdrevet”…”åben landet op”…..”rejs i sommerhus”…..de der ‘det går jo nok mentalitetsmennesker’ havde travlt med at glemme den virkelighed, som andre før dem havde opdaget: at måske går det ikke.

En uges tid gik. Og de opdagede selv realiteterne. Et par morsomme indlæg om at vælge konen, børnene eller manden fra og gå i solokarantæne, – “så slap man da for familien”. De indlæg er pludselig ikke helt så morsomme længere,- vel?

Eller måske er der stadig et par skygger der sidder derude, og ikke har opfattet, at det her kommer til at ramme os alle,- enten os selv, vores pårørende eller vores venner, vores bekendte eller arbejdskolleger. Vi vil alle kende nogen der dør af denne virus.

Evolution handler også om frasortering. Den barske og naturlige fravælgen af svage individer, som vi som mennesker igennem årtusinder har forsøgt at holde i ave. Kontrollere. Holde de svage individer ovenvande, og måske glemme, at mennesket trods sin næsten uendelige higen efter effektivitet og produktivitet, måske alligevel ikke er det stærkeste led.

Personligt er jeg splittet. Mellem mine tanker og mit fag. Jeg har sat mig nørd-agtigt og uhyggeligt meget ind i dette virus, talt med læger,- og meldt mig under fanerne som frivillig. Men jeg er dybt splittet.

Jeg tror ikke på at vi vinder den her kamp som mennesker, ved at tænke som vi plejer. Jeg tror ikke vi kender dansetrinnene til denne her dans endnu. Slet ikke.

Måske vil vi udvikle os videre alligevel.
Mit spinkle håb som et lille menneske er, at vores evolution i så fald vil blive, at vi udvikler vores tanker, hjerne og sind.

Vores hjerner er blevet mindre, de er svundet ind over de seneste 5000 år. Mentalt er mennesket i vores evolutionære udvikling faktisk blevet dummere. Rent fysisk målt på hjerneomfang. Den kan I lige tænke over.

Om vi så skal så langt tilbage i vores evolutionære udvikling, er jo spørgsmålet,- men før I danser videre,- så lov mig at bruge jeres tanker, og tænk tingene på en anden måde.

Tving jer selv ud i det nu hvor hverdagen alligevel er vendt på hovedet og I måske hænger med neglene i bordkanten for overhovedet at overleve. I klarer det. Fordi I skal. Aldrig bare give op, lov mig det. Tag det fra en der allerede kunne være død 3 gange. Jeg besluttede sidste gang at jeg har 6 liv endnu. Det var et tilvalg.

I lever dog endnu, og I vil også komme det her igennem – måske ikke uden at miste noget,- eller nogen I elsker,- I kommer måske til at give afkald på og sige farvel,- men dansen I dansede og den der kommer vil for altid være en anden,- på den anden side af det her. Tror jeg.

I kan mere end I tror. Også når alt er ser mest håbløst ud.
Pas på jer. Ses.

/M❤️👇🎶