De gode, de onde, – og dem fra Pærsker

61B0BE91-D02A-425F-AB83-51E843630F46Jeg har brugt en del tid på fortid, – den seneste tid.
Det er gået op for mig for alvor, at vores families historie i det lille bysamfund på Bornholm, bestemt ikke kun er vores egen historie, men derimod også en hel masse andres.
Fordi mine og vores forældre,- begge var så integreret en del af det lille samfund og samtidig også var en del af skolens faste stab.

Jeg har berørt emnet nogle gange før, men først i løbet af den seneste uges tid, har det været ganske overvældende at opleve, at det sammenhold og fællesskab der var, pludselig kan tydeliggøres igen, fordi jeg valgte at dele en masse gamle fotos fra godt 25 års lokal revyhistorie, – og fotos fra byfester, skolearrangementer og lignende.

Det er i år 20 år siden min fars ildsjæl brændte ud. Og det er nu på tide endeligt at signalere, at de bunker, kasser og hobe af minder vi ligger inde med, sagtens kan deles,- at vi kan grine og hygge os med alle de gode historier, som sådan et lille bysamfund kan gemme på, særligt der hvor jeg voksede op,- hvor fællesskabet i årevis har båret os børn på hænder og fødder, – som voksede op i det her.

Hvor følte jeg mig pludselig heldig over at se,- at mine opslag fik så enorm en respons, – at det måske – i min tolkning – var en forløsning af det der har været svært at berøre for så mange,- at den skygge min far kort efter sin død lagde – langt fra formørker det enorme lys han og alle hans mange, mange ligesindede løftede.
At det er fedt, at vide,- at man husker min far for alle sangene og at jeg kan sidde her og bladre et inferno af minder igennem, som så mange egentlig slet ikke ved stadig findes.

Alt det som de små samfund byggede på var fællesskab. At løfte i flok. Nogle var idémagere, nogle var soldaterne og andre igen arbejdsmænd, de mange personlighedstyper der er nødvendige for et velfungerende lille og større samfund: reformatoren, hjælperen, individualisten, entusiasten osv.

Vi havde ganske mange entusiaster tænker jeg – og det gjorde den lille by Pedersker til et fantastisk sted at vokse op. Et gammelt ordsprog siger “de gode, de onde og dem fra Pedersker”. På mange måder sigende, for det jeg her så mange år efter min fars død stadig oplever.

At min familie er sørme ikke kun dem der er mine egne,- næ ,- pludselig er min familie jo langt større end jeg lige huskede. At i Pedersker står man bag hinanden – også selvom tiden er gået. At vi deler noget helt utroligt specifikt der, som jeg stadig er ret meget på røven over. At man favner og rummer sorger og glæder. Godt og ondt.

Jeg vil forsøge at få det beskrevet bedre, men indtil da, vil jeg slutte med denne her:

Engang i slut 70’erne fratrådte den lokale præst i Pedersker sin stilling, jeg var med oppe for at sige farvel, – og i hall’en stod en stor sort sæk med børnenes aflagte legetøj.
“Du må trække EN ting fra sækken” sagde han. Dengang havde man respekt for præsten så med bævende småpigearm stak jeg hånden godt ned i sækken, lukkede øjnene og trak en ting op. En lille buttet negerdukke (ja, undskyld men det sagde vi dengang) med strikkede bukser dukkede frem. Nej! Hvor var den fin. Jeg blev straks forelsket i den, for jeg havde altid ønsket mig sådan en dukke, en der var anderledes, en der stak af fra mængden af de kedelige blege, blåøjede, blonde og alt for perfekte dukker.

Og ved I hvad? Dukken var en ægte drengedukke, med det naturlige tilbehør mellem sine  ben, som drenge nu engang har. Det var ikke helt almindeligt, hos en afgående præst med foden indenfor missionsbevægelsen, dengang i slutningen af 1970’erne.
Men på mange måder beskriver det nu meget godt, hvor rummeligt og åbent et lille bysamfund jeg trådte mine barnesko i.

Den hed aldrig andet end “lille negerdukke” og idag fik jeg ham sørme med hjem, efter at jeg ikke har set ham i næsten 20 år. Nu sidder han her og minder mig om, hvor meget jeg endnu mangler at fortælle. CD761FE0-8173-4895-B9F9-0995CBD3AB39

Og det er jo i grunden det bedste ved at finde fred, – med fortid, nutid og fremtid. Så man bliver i stand til at dele det hele med sin omverden,- som også selv delte fortid med dig.

Dem der husker hvem du var, og stadig er. De er det allervigtigste du har.

Pas på jer. Ses.

/M❤️