At slukke en ildsjæl

6DC19BDF-A599-405D-83F5-27E275016A21Jeg har været i arkiverne i søgen efter en artikel min far skrev kort før sin selvvalgte død i 2000, “Ringene i vandet går den forkerte vej”,- fordi jeg tænkte at den på mange måder stadig er højaktuel for de små samfund i Danmark, her 20 år efter han skrev den.

Jeg fandt artiklen, men jeg fandt så også Barbara Diklevs mindeord om min far, bragt i Landsbynyt i juli 2000 kort efter hans død.
Og lige nu mener jeg, dette giver langt mere mening at gentage, 20 år efter,- med min mors tilladelse,- og med mindet om, hvordan vi i Danmark behandler alle dem der lægger sjæl, arbejde og kræfter i, at løfte de små samfund, ofte mod alle odds. Og hvordan vi i værste fald slukker det lys de bruger et helt liv på, at give videre i fællesskabets ånd.

Her bringes teksten, og nedenfor kopi af original tekst.

Samtidig bringes et print af “Lykken findes i Pærsker” – en artikel skrevet af Thor Kristoffersen, bragt i forbindelse med min fars 50-års fødselsdag, 7 år før han valgte livet fra.

Det vil måske bibringe jer derude en snert af, hvad min fortid, nutid og fremtid bygger på. Pas på jer. Ses. /M❤️

Mindeord over Heinz Hansen, juli 2000

Af Barbara Diklev

En ildsjæl er slukket, en forkæmper for lighed i samfundet forsvundet.

Heinz var fra Sønderjylland, skoleleder på Pedersker Skole. Han sørgede for lyspunkter til dem der omgav ham i store og små ting. Store ting som at få sat fokus på Pederskers udvikling og Bornholms rolle i staten Danmark. Små ting som at svare kvalificeret på e-mail spørgsmål og at deltage i Pedersker revyen.

Hver måned sang han et nyt svar i telefonsvareren på Pedersker Skole. Et vers til måneden. Ikke to gange det samme. Da vi sidst mødtes, var han lidt beklemt over ikke at kunne finde flere sange at synge for april. Det fik han heller ikke brug for desværre.
Heinz blev slidt op af at kæmpe for de ting, han mente var retfærdige: At Pedersker skole skulle have ordentlige forhold, når den var så velfungerende trods omstruktureringer igen og igen.

At lærere og ledelse på Pedersker skole skulle vide, hvordan fremtiden så ud, så deres arbejde kunne foregå med kræfterne lagt i undervisning og inspiration til børnene, ikke med kamp om snævre økonomiske nedskæringer.

At lokalsamfund selv i de fjerneste egne af landet skulle støttes – både lovgivningsmæssigt, økonomisk og administrativt.

Systemerne kæmpede imod ham og hans lige. En af de ting der plagede Heinz meget, var et interview, som KL ville foretage på Pedersker skole. Skolen var valgt fordi selv Mogens Lykketoft pralede med Pedersker skole og satte den og dens resultater op som noget utrolig flot – trods landsbystørrelse og budget.

Det som plagede Heinz var ikke, at KL ville interviewe, det var formålet med interviewet. De stillede spørgsmål, som alle gik på, hvad der var dårligt ved en landsbyskole! Det var ikke muligt at ændre dagsordenen. Og hvis en velfungerende landsbyskole stilles overfor den slags spørgsmål, er meningen nemt, at skolen skal skæres ned i bevilling. Det skete senere i år.

Det flotte arbejde, lærerne gjorde på Pedersker skole var anerkendt i vide kredse, og de havde klaret nedskæringer før. Denne gang blev det for meget. Forældre snakkede om friskole for at sikre børnene, lærere rejste, og det var svært at få nye.

Heinz kæmpede for glæden ved at arbejde netop i Pedersker, netop i skolen med børnene.

Det blev endnu sværere, da skolernes nye administrative EDB-program kom. Skolens skema, arbejdsplaner og alt muligt skulle ind i systemet. Heinz ville have det til at fungere, selvom han syntes det var svært at klare. Så der hvor andre skoleledere gav systemet skylden for dårlig funktion, kæmpede Heinz med at få styr på næste skoleår. På trods af rekonvalescens efter en sprængt blindtarm, gik han om aftenen hen til skolen og forsøgte at få et fejlfyldt program til at virke.

Der var meget at kæmpe for og kæmpe imod efter Heinz’ mening. Bornholm var vigtigt. Heinz gik sammen med flere andre fra hele landet stærkt ind for, at det nye Forskningscenter for Landdistrikterne skulle ligge i et yderområde af Danmark, et sted hvor det kunne ses, at staten støttede udkanterne. Der var intet at gøre i den retning. Centeret kom til Esbjerg.

På det tidspunkt, hvor kampen for den sag foregik samtidig med en masse nedskæringer af statsligt engagement på Bornholm, skrev Heinz i en lang artikel til mig om hvad der sker på Bornholm på grund af centralisering og manglende opmærksomhed.

Alle har vi mistet noget værdifuldt, da Heinz forsvandt. Både dem, som ikke kendte ham, og os som gjorde. Heinz var stor i ord og gerning, rig i sjæl og virke. Æret være hans minde.

4BFA2F8D-F076-43EB-9C53-8A375B808F60

Heinz Hansen var med i bestyrelsen i Landsforeningen Af Landsbysamfund i mindre end et år. Heinz blev ikke 60 år, og det havde han ellers glædet sig til. Heinz elskede sin familie, sine børnebørn, sin kone Karin, musikken, livet, glæden ved at få et stykke arbejde godt færdigt, og han var kolossal inspiration for arbejdet med lokalsamfund på Bornholm.

Heinz havde holdninger og turde give udtryk for dem. Jeg føler mig heldig at jeg nåede at lære Heinz at kende – nu er det mørkere.

/Barbara Diklev

6309C246-B058-4986-8AD6-566D7683CA5D