“Do you need anybody….?”

DEF016F1-DFCE-4A1D-A122-C32956C491D9

Er vi som mennesker blevet tiltagende bange for at miste, blive forladt, efterladt, ladt alene tilbage?

Og er nogen mennesker i virkeligheden bare bedre til at hvile i at være sig selv, uden konstant bekræftigelse fra andre om eget værd?

Ikke alle af os er afhængige af den der konstante selskabelighed, sammenkomster og arrangementer.

Jeg har med tiden personligt udviklet en mild form for klaustrofobi i sammenhænge hvor jeg føler, at det får karakter af “1-2-3 hyg” og hvor jeg samtidig har en vished om, at der næppe er nogen i lokalet jeg deler ret mange interesser, tanker eller livsanskuelse med.

Kan jeg overhovedet tillade mig at tænke sådan?

Jamen sådan tænker jeg, og jeg tør også stå ved det. “

”Eiiiij Maia!, du skal da med til den her koncert, det er såååå fedt”……når jeg så meddeler vedkommende venlige sjæl der forgudvedhvilkengang vil lokke mig med til noget, – at jeg rent faktisk meget hellere vil stå inde bag baren og ekspedere eller hjælpe bag scenen, end stå og spille smartass med et halvlunkent glas vin i hånden foran scenen,- kigger de som regel på mig med forvildelse og stressagtig tilstand over, hvad jeg lige har gang i.

Det kan jeg godt fortælle her.

Jeg har simpelthen været til så mange festivaller, koncerter, fester og besynderlige arrangementer i det mere levende nattemiljø igennem mine yngre år, så jeg er simpelthen så mættet af det.

Jeg har foretaget utroligt dårlige og dumme beslutninger på en cocktail af rødvin og whisky blandet op med de der lange tynde Mistralcigaretter gudhjælpemig endda med mentolsmag. Danset i underlige kostumer til 90’ernes fester i Pakhus 11 (ingen nævnt ingen glemt) Siddet på et brunt værtshus og er blevet lokket med diverse groteske tilbud. Og jeg er vågnet op i de meste syrede omgivelser, med de mest tvivlsomme eller uendeligt dejlige personer,- og jeg har vist danset mere end én gang på bordene klokken lort en tidlig morgen i det indre København. Det var det løse, resten må I vente med.

Jeg har været der. Hele turen rundt. Og tilbage igen da jeg blev skilt første gang – så tog jeg sgu lige en runde mere. Jeg ER mættet. Totalt.

Og på en eller anden måde har den periode i mit liv, jo netop givet en del af de historier som inspirerer til, at jeg er begyndt at skrive for alvor. Jeg må erkende, at en del af min omgangskreds – daværende og nuværende – alle kandiderer til et persongalleri i min bog.

Idag synes jeg det er fedt at være den ædru bartender eller den grinende scenehjælper, når mit liv tillader det.
For netop der møder, ser og hører jeg fra en masse mennesker,- lader mig inspirere af de ting de i en lettere besoffen tilstand får betroet mig i baren. Bartendere burde muligvis have tavshedspligt,- kan man godt tænke af og til.

Og det er ikke småting kan jeg fortælle.

Så venner, er jeg med til koncert…..prioriterer jeg at være på den for mig rigtige side af baren, tænk at jeg skulle nå dertil. Det havde ingen troet, af jer der kendte mig for 20 år+ siden🤣😂

Men….man ændrer sig, af det liv man har levet.

Finder ud af, at man ikke behøver gøre så mange anstrengelser andet end at være den man er, – og som hovedregel opføre sig ordentligt overfor dem der er i ens liv.

Min lunte er blevet kortere og jeg er ikke længere så bange for at sige fra, vælge mennesker fra der ikke behandler mig ordentligt. Vover også….at miste. Fordi jeg selv igennem årene har mistet så meget, så mange,- og skullet rejse mig alene hver gang, for der stod ikke lige nogen der kunne løfte mig på egen hånd,- det gik op for mig,- at det kan kun man selv.

Det tog mig faktisk en del år at finde ud af, at det var ok at tænde stearinlys også de dage hvor jeg bare var mig selv, for hvem gider vel egentlig en eller anden halvbitter type som ikke er i stand til at hvile i sig selv…og bare være til? Hvad er et menneske der konstant indordner sig under andre?

Jeg møder dem stadig. I baren. Dem der jagter det perfekte, dem der konstant er på jagt efter næste sexuelle fix, dem der hiver et lommespejl opad lommen og lige tjekker at ikke et hår sidder forkert, – og dem der konstant tjekker hvad ham eller hende derhjemme nu laver og hvor de er og hvem de er sammen med. Angsten for at være alene, uperfekt og ude af kontrol.

Skråplan venner. Hvil i jer selv, I kan alligevel ikke kontrollere en skid så drop det og mød kærligheden. Thats it. Do you need anybody? I need someone to love….go get them then….og lad det gå lidt tjept.

Pas på jer. Ses.

/M❤️