Testicular fortitude

 

 

B825DA5D-7437-4E26-8EDF-2702457B7CB0
921EE4DE-06A9-430D-A278-66099555C1ECBloggen idag bliver en hurtig formaning til jer der læser med:

Jeg synes man lige i øjeblikket bliver jævnt træt af bortforklaringer og diverse besynderlige udtalelser, som ved bare den mindste lille basalresearch kan tilbagevises med hvordan tingene rent faktisk hænger sammen.

Medierne bringer citathistorier fra andre citathistorier, eller henter “nyheder” fra Instagram, Twitter og Facebook. Robotjournalistik falder vi også for, for slet ikke at tale om den ene absurde delbare artikel efter den anden som ghoster rundt på Facebook i årevis, og pludselig popper artikler fra 2007 op til stor opstandelse og debat, indtil nogen af os opdager, at artiklen sgu er…..13 år gammel og dybt forældet.😂🤣

Hvor fanden (undskyld jeg lige understreger med kraftsprog) er selvindsigten og evnen til at forholde sig kritisk til omverdenen blevet af?

Synes jeg har været inde over emnet før på denne blog, men nu efterlyser jeg for alvor nogen med testikelstyrke nok til at indrømme at man fejler og ikke bare stiller sig som et offer og hælder vandet fra kartoflerne…eller testiklerne,- om nogen vil have det på den måde.

Jeg kan ikke have det. Skulle jeg selv lave en facitliste over hvor mange fejl jeg har gjort i livet, ville den være alenlang, – og jeg indrømmer det gerne, men  hvad ER det der gør at man som menneske generelt har SÅ svært ved at vedgå sine fejl?
Og hvorfor hopper vi med på de her delemasssehysterihistorier og glemmer at tjekke om det overhovedet er rigtigt hvad der står?

Og hvis fejltrinene endda er til at optrevle forholdsvist nemt, så bliver det da først rigtig pinligt og så testikelslapt, at man kan risikere, at blive klasket i hovedet med sin egen løsthængende hud bagefter.

Hvor blev de der fuldblodsfyldte testikler af, som virkelig tør? Som undersøger sagerne til bunds og som ikke bare citerer fra Facebook, Instagram, Twitter eller bringer citathistorier af andre mediers citathistorier? Hvor blev de opsøgende journalister af, som virkelig gider at sætte sig ind i en sag, et menneske, en historie?
Næ, der er sgu blevet langt mellem snapsene venner, – og langt mellem den testikulære styrke. Måske er der bare for mange ældre mænd i den branche.

“At risikere” skrev Hugh Prather engang en lille fin tekst omkring, den vil jeg bibringe jer her, da en god ven i årevis har husket mig på den, når jeg havde risikeret et eller andet, sagt min mening eller afsløret noget. Fordi det var langt vigtigere end at tage hensyn til mig selv.  Risikeret mig selv, mit omdømme, – men dog ….ja, risikeret:

“AT RISIKERE
At le er at risikere at blive taget for at være dum
At græde er at risikere at blive opfattet som sentimental
At komme en anden i møde er at risikere at blive involveret
At vise følelser er at risikere at blotlægge sit egentlige jeg
At give udtryk for sine idéer og sine drømme, er at risikere at tabe ansigt
At give kærlighed er at risikere ikke at få noget igen
At leve er at risikere at dø
At håbe er at risikere fortvivlelse
Men du må risikere noget, for de største farer i livet er ikke at risikere.
Den person som ikke risikerer, gør ingenting, har ingenting og er ingenting.
Han kan måske undgå lidelse og sorg, men han kan ikke forandre sig, føle,
vokse, elske – leve.
Lænket til sine holdninger er han en slave, han har forspildt friheden.
Kun det menneske som risikerer er frit.
– Hugh Prather”

Kære venner. Tro ikke på alt I læser i pressen. Pas på jer. Snart tilbage.

Ses. /M🍒