Linjer

 

504583AB-FCF1-44AA-A74B-71DAB312048F15 år tilbage i tiden. Forgreninger. Furer. I et ansigt, i et spejl.

Kigger på de alt for genkendelige hvide kitler i spejlet foran mig. Lydene. Duftene.

Eller måske nærmere stanken af det effektive hospitalsmiljø jeg i så mange år har været en del af.

Nu sidder jeg der, på den anden side. På sengekanten. Med benene udover kanten. Kiggende på mine linjer i ansigtet, på behørig afstand af spejlet over vasken, hvor beholderen med sprit trænger til fornyelse og der mangler engangshandsker i størrelse medium på hylden.

Konstatering af, at selv som patient her på kanten, kan jeg sgu ikke engang fralægge mig ansvaret og forpligtelsen,- slapper overhovedet ikke af.

Kigger overbærende ud på den håbløse unge lægesekretær der kæmper med systemerne og ihærdigt forsøger at ligne en med overskud. Hun bliver klogere , tænker jeg.

For nogle dage siden indskrev jeg mig selv på afdelingen, den stakkels vagthavende sygeplejerske havde overhovedet ingen it-mæssig snilde, og jeg hjalp hende lige i nøden. Indskrev to andre patienter også, bare fordi jeg kan.

De siger jeg har seronegativ leddegigt. At min funktionsevne vil blive tiltagende dårligere. At jeg skal sprøjte mig med Methotrexat. Have hjælpemidler og krav i kørekortet. Jeg tror ikke på dem. Synes de er latterlige. Mange år senere skal det også vise sig at de tog fejl. 9 år med gigtmedicin og bivirkninger venter forude. Medicin der aldrig kommer til at virke. Men som de giver mig bare for forsøgets skyld, fordi de tror jeg fejler noget andet end jeg fejler. Fordi de ikke vover at indrømme, at de ikke aner hvad der sker med mit immunsystem. At jeg er en case uden løsning.

Den nyuddannede reservelæge prøver alligevel at rette mine ben ud, hamrer en knytnæve ned i mine knæ, og jeg skriger, kommer vist også til at pande ham en i overraskelsesmomentet. Hold nu kæft en kæmpe idiot mand!  Husker hans navn. Bare sådan for en sikkerheds skyld. Strejfer ham et par gange senere i livet via andres patientforløb med tilsvarende dårlige oplevelser.

Bliver kastet i MR-skanneren. Og lige en knogleskintigrafi også. Blodprøverne viser kaos i min krop, men ingen sikker diagnose. Udbrændt, stress, færdig. For tidligt. Alt for tidligt.

Jeg er kollapset. Efter utallige år med 200 km i timen og hastige opadgående karrierespring, dødsfald, skilsmisse,- you name it. Ligger og raller i undergangen af overhalingsbanen.

Ser mig selv i de der ufuldstændige brudstykker i spejlene fra 1960’erne på Frederiksberg Hospitals reumatologiske afdeling.  Nægtede at blive indlagt på min arbejdsplads. For grænseoverskridende. Overtrædelse af  for mange linjer.

Får dyppet håndled og ankler i paraffin. Der er et helt rum indrettet til det formål. Griner. Absurd situation og følelsen af hvad fanden der sker med min krop.

Frekventære elementer af tanker om fremtiden virker uoverskuelige i denne helhed af kropslig uduelighed.

Kan sgu ikke engang holde på bestikket og spise selv og bliver derfor madet af en sygeplejerske. Linjer. Der overtrædes.

Tanken om de der linjer har en ende, eller fortsætter i uendelig nedadgående spiral mod et hul uden bund. Tanker om hvordan jeg skal kunne være mor midt i alt det her. Og mit elskede arbejde….mine dejlige kolleger…mit fag….desperationen indfinder sig. Linjerne trækkes op. Understreget med fed og i kursiv.

Genoptræningens groteskhed. Humorens nødvendighed på de mest absurde dage hvor min krop er stået af. Hvor spejlbilledet bare bliver en perifer del af det jeg kendte. Hvor linjerne hele tiden ændres af hvad min fysiske formåen bringer mig.

Prøvelse. Erkendelse. Af hvor hurtigt livet vender. Hvor hurtigt kan du trække en linje fra 1 til 2, og kan du være sikker på at den er lige, eller kurvet….eller stiplet med huller du nemt falder ned i?

Linjer. I et spejl. I de sidste dage af 2019. 15 år senere. Jeg havde ikke leddegigt. Men mit immunsystem havde sine egne veje og linjer, min krop angreb bogstaveligt talt sig selv.  Under stærk stress. Tvungen omlægning af liv. Farvel til en meget stor del af det jeg elskede. Farvel til mit fag, mine kolleger, min identitet.

Og linjerne har forandret mig. Har forandret mit liv. Forandrede linjer. Grænser overskredet. Måske var det meningen at trække mig i den retning. Måske gjorde jeg det selv. Trak stregen, linjen, – i sandet. Stoppede op og tegnede forfra uden at viske noget ud.

Stregen mellem 1 og 2 er pludselig længere. Fordi jeg tager mig tiden til at tegne den lidt langsommere, lidt mere velovervejet og lidt mere med en viden om, at livet så hurtigt kan ændre sig eller være forbi, – måske også inden vi hver især er helt færdige med, at trække de linjer vi blev født til at tegne. Andre kan ikke tegne dem for os. Husk det.

Pas på jer. Ses.

/©️M❤️