At være,- eller ikke være.

 

253BBB4E-DB99-41CC-AF63-912D2D645511

“Hvad er vi?”. Det spørgsmål er begyndt at være manifesterende i mine tanker, – på det personlige plan.

Hvad er jeg,- det HAR jeg styr på synes jeg,- tror jeg, men det er der hvor andre mennesker begynder at interagere i mine tanker, at behovet for at få svar på “vi” og “jeg” og alt derindimellem.

Jeg blev født i 1974,- har været ung i slut-80’erne og haft en gigantisk fest igennem 90’erne.

Jeg har været gift hele to gange, og taget hele turen med “du, jeg og vi” – både opad de lykkelige år og nedad skilsmissens sorteste veje. Den sidste omgang var sortere end den mørkeste nat og jeg ønsker ikke for nogen at de skal tage den tur,- gå vejen i mine sko. – Havde reelt besluttet, at det måtte slutte helt der engang i 2009,- det blev for tungt at tænke på at lade noget menneske nogensinde få plads i mine tanker igen. Holdt det ud i strakt arm,- og det er gået rimeligt.

Lige indtil det overhovedet ikke gik rimeligt mere.

Det er måske bare således,- at når du lukker af, ender du i stedet med at tiltrække det du lukkede af for. Hvad fanden er det for noget?

Livet fucker med mig,- jeg der er mig og ikke et vi,- eller i realiteten er jeg jo et vi da jeg stadig har en hjemmeboende søn jeg skal have igennem hele teenagehelvedet med fester og sene nattekørsler på mørke landeveje….

Nå, men reelt må jeg bare konstatere, at også jeg har et standpunkt til der kommer et nyt væltende ind, hvor ingen vist fatter hvad fanden der faktisk foregår og måske allermindst mig.

Som mennesker med et levet liv,- trækker vi vores skeletter, erfaringer, vaner med os. Et slæbespor vi skal passe på ikke trækker os selv længere væk fra kærlighedens muligheder. Vi skal sætte hinanden og måske allermest os selv fri. Du kan aldrig eje et andet menneske. Lad være med at tro det er sådan,- for du vil blive slemt skuffet.

Er det overhovedet vigtigt at definere noget som helst? Er det jo ikke netop meningen at hvis man elsker nogen sætter man dem fri?

Og hul i hvad det så er “vi” er.

Kærligheden må aldrig blive statisk tror jeg, det dræber os som individer – for det er vel netop i vores individuelle forskelligheder kærlighedens “vi” opstår? Det er vel i virkeligheden i friheden, at vi kan vove at have tillid til det menneske vi elsker? Eller hvad? Tvinger vi et “vi” frem….dræber vi så ikke muligheden for at kærligheden kan opstå?

Som mennesker ændres vi konstant. Af input, hændelser, oplevelser. Det levede liv ændrer os konstant,- og måske er det først nu….to skilsmisser og 45 år efter 1974, at jeg faktisk har forstået hvad kærlighed er. Defineringen bliver en cliffhanger – …vi…du…jeg…skal lige fintænke den.

Pas på jer. Ses.

/M🎩❤️