Praeteritum

57E7E6D4-76C0-478E-9FEB-E06CFB8F5C11

126551B5-59B0-4138-ACF7-4E62003838E3
Stemmen fra fortiden ruller igen. Det er sjovt, man tror noget er forbi,- det forbigangne,- det overståede. Men så dukker nye sange op fra det hinsides og stemmen fra George Michael toner gudhjælpemig like Jesus to a child ud af Marshallhøjtaleren lige et kvarter i juletid. Timet og tilrettelagt fra det hinsides? Vi ved det ikke, – vi behøver vel heller ikke at vide det. Jeg har skamhørt nummeret adskillige gange og erklærer det for endnu et Michælhit, der skriger på pailletter og den høje hat, også selvom nytåret ikke er nået endnu.
Det forbigangne. Hvorfor begræder vi mennesker altid når noget er forbi,- har vi ikke en tendens til at hænge os alt for meget i det forbigangne, det der var, det vi ikke kan komme videre henover….hurdlerne, bumpene på vejen, vores individuelle upsedassehovsa beslutninger?

Guess what derude… vi dør alle en dag.

Det er nok den sikreste pejling vi overhovedet har som mennesker. At en dag skal vi dø.

Nogen tidligere end andre,- og nogen når aldrig til et levet liv før de tager herfra igen.

Bliver forbigået af livet. De forbigangne.

Og det er nok der hvor døden er værst. Hvor den sætter de dybeste spor. Hvor der aldrig kom et levet liv. Eller hvor et barn kun levede ganske få år før dødens komme i form af sygdom, ulykker,- eller bare en stille forsvinden.

Det er der hvor det ikke giver mening at tale om “at tage sig sammen”, hvordan skal man nogensinde kunne det?

Man kan leve,- men oplevelsen, hændelsen, døden – bliver aldrig nogensinde til det forbigangne, sorgen er aldrig overstået.

Det er den nok ikke for særlig mange af os generelt,- men af og til bør vi nok som mennesker tænke langt mere over,- at vores medmennesker alle har ar, – og nogle så dybe at de er irreversible.

Børn skal ikke tage herfra før deres forældre. Forældre med små børn skal ikke blive syge og dø fra deres børn. Men det sker. Og det sker hver eneste dag. Det er aldrig forbigangent. Det går aldrig over. Det er en risiko ved livet. Eller måske endda en regel. At vi skal dø. Også af og til tidligere end forventet.
Hver eneste familie har en historie, hændelser, sygdom, – død inde på livet. Men af en eller anden årsag camouflerer vi som mennesker stadig døden i, at noget er forbi. At når man er død er det ovre. Jeg tror ikke det er så enkelt. Hvis livet og vores organisme er cirkulær, er døden vel også….cirkulær?
Jeg har mødt ufatteligt mange mennesker på de mest mærkelige steder. Og hørt deres historier. En af dem sagde engang til mig,- at vi lever som menneskelige sjæle ofte i den samme sfære,- når nogen i den sfære dør,- genfødes de atter ind i samme sfære og sådan bliver det sådan set cirkulært ved at være med liv og død.

Jeg lod den ligge et stykke tid, da jeg ikke helt kunne rumme bulletiner om “sfære” og “sjæleforbindelser”. Men som 2019 er skredet frem, er jeg nødt til at erkende, at der er mennesker i min….arg…lad os nu bare bruge ordet “sfære”, som jeg relativt hurtigt, nærmest med det samme genkendte uden overhovedet at kende dem endnu.

Og den del….af min….sfære…tænker jeg meget over for tiden….for de mennesker jeg nu engang har det sådan med, bliver næppe nogensinde noget forbigangent i mit liv. Kærlighed? Måske. Forbigangent? Nej.

“Where the present meets the past – It’s hard to be more than we’ve seen”

Pas på jer. Ses. /M❤️🎩