Fatamorgana

 

cropped-22406396_1653533331363450_7913338634341763256_n.jpg

FADCF494-4A5D-4856-996D-2205569AE1FBDer er en drøm der bliver ved at gentage sig. Hver gang jeg tror,- at nu må den være drømt for sidste gang,- dukker den op igen. Oftest er det i travle perioder hvor jeg har meget at tænke på, meget at konkludere og valg at træffe. Så dukker den op. Drømmen.

Eller HUN dukker op. Hende der jo nok er mig. Som barn.

Løbende på en tom strand, med havet på højre side og bølger der pulserer frem og tilbage mod de bare fødder. Umiddelbart er der ikke nogen. På den der strand. Men som hun løber videre dukker en skikkelse op i horisonten. Og når hun kommer tættere på er skikkelsen en far.

Min far.

Jeg løber som den lille pige i drømmen, – på en tom strand, mod min far. Han løber mig ikke i møde. Går bare stille og roligt. Og jo tættere jeg kommer på, jo mere går det op for mig, at han ikke længere ser mig. At han….hvis jeg når at løbe helt derhen…vil fortsætte med at gå videre. Forbi mig. Forbi. Hilser ikke. Kigger ikke. Og er væk igen da pigen,- jeg – vender mig om. Forsvundet. En skygge,- en genspejling. På en tom strand.

Jeg vågner når jeg har passeret ham. Og sover oftest ikke videre. Den hjemsøger mig lidt den drøm der. At min hjerne stadig ikke helt har forstået at han bare forsvandt. At han ikke vender tilbage. Og åbenbart forsøger min hjerne at hente mig tilbage fra den der grundsorg man ofte færdes i,-  ved pludselige, tragiske eller voldsomme dødsfald. Der hvor din opfattelsesevne simpelthen bare ikke når at følge med,- og hvor du 19-20 år senere stadig står midt i den der besynderlige følelse af….”jamen…han var her jo lige igår?” eller….”hey, han kommer nok fløjtende indad døren om lidt”.

Det går ikke over. Der er gået 19, snart 20 år. Jeg lever med det. Dem man mister kan dukke op. I tanker og drømme. Det er slet ikke så besynderligt synes jeg. Måske fordi det bare er sådan. Jeg bilder mig også ind, at jeg kan spørge ham til råds…det er bare ikke nemt at tolke svaret. Han er jo væk, og ligger vel bare som et blegt fatamorgana i mine erindringer,- i mine drømme. Men tanken er der. At han er med mig.

Det er jo egentlig bare en del af livet. Som for så mange andre, måske alle,- der oplever dødsfald i nær familie. Noget bliver hængende hos os der er tilbage. Sætninger, ord, og af og til…drømme så virkelige,- at man vågner helt fortumlet og er usikker på om de overhovedet er døde eller stadig lyslevende.

Lige der tror jeg,- det var bedre om jeg stadig var en barfodet lille pige, løbende på en tom strand. Uden den voksnes viden om, at døden er ufravigelig.

Hvad løber hun så mod? Pigen på stranden. I drømmen.

Er det håbet om at de døde vender tilbage? Er det ønsket om, at savnet erstattes af gensyn?

Jeg har ikke svaret. Den lille pige er voksen nu.

Og hun ved, at kun i livet skaber du disse gensyn. At det er mens du lever du skal huske at tage dig af dem du elsker. For en dag…..forsvinder de. Og vil blive til skygger i horisonten, på en strand hvor du løber imod dem,- uden at de ænser at du er der.

Og alt det andet….ved selv en voksen så uendeligt lidt om.

Pas på jer. Ses.

/M❤️