Kær-lig-hed

0B6DED02-CEB1-407F-BDFE-6E4D713E4A0CKærlighed. Det lige nu værste emne jeg overhovedet kan vælge.

Men fair nok. Jeg lovede det. Jeg forsøger.

Måske bliver det langt. Usammenhængende. Som kærlighed også kan være. Eller kort og intenst. Som kærligheden også er.

Hvad er det der får os til at forelske os i et andet menneske? Er det duften,- øjnene, tankerne, kyssene man deler, – eller er vi simpelthen fuldstændig udenfor indflydelse på, hvad der sker mellem to mennesker når det sker? Når vi rives med. Når fornuften skriger os ind i hovedet at det er et håbløst go. Men hvor vi alligevel løber med de strømme vi ikke kan kontrollere indeni os selv. Og har man ikke været der,- hvor al fornuft ophører,- har man så ….aldrig været forelsket?

Elsker vi alle forskelligt? Og siger vi derfor nej til den forkerte, som viste sig at være den rigtige? Siger vi nej, fordi vi har for mange krav om tilpasninger og forventninger hos os selv, som et andet menneske umuligt vil kunne opfylde? Og hvis vi siger nej, – er det så i virkeligheden fordi vi ikke kan rumme kærligheden…..til os selv?

Det er en velkendt opfattelse. At den “rigtige” er derude. At de andre er forkerte.

Og nogle mennesker søger hele livet. Siger nej konstant. Fordi de tror den rigtige hele tiden er den næste i rækken.

Fordi de ikke formår at elske sig selv, finde ro i eget liv, – lever de i en konstant søgen på et nyt fix, en ny puslespilsbrik de håber passer. At Askepot finder prinsen der bringer hende den tabte sko.

Og det sker. Men det er sjældent fordi prinsen finder prinsessen. For prinsen og prinsessen skal nemlig finde sig selv først. Og så ser de måske en dag hinanden.

Kærlighed.

Jeg har elsket. Og elsker.

Og dem jeg har elsket og elsker bør ikke være i tvivl. Kærligheden dør ikke bare. Jeg låner ikke en del af mit hjerte ud og tager den tilbage. Dem jeg har elsket,- har….stadig en plads i mit hjerte.

Måske er det den forbandelse jeg føler jeg lever med.

At jeg aldrig stopper med at elske.

At dem jeg forlod stadig bor indeni.

At også dem der gjorde mig ondt er elsket… og tilgivet.

Det er også kærlighed at tilgive. At tilgive dem der bare ikke kunne elske, blive forelsket…eller være en del af mit liv,- fordi de ikke selv formåede …..at elske sig selv. Det er en tung en af og til. At jeg bærer dem alle med mig. At jeg giver slip, men lader dem blive i mit hjerte, – og måske er det ikke sundt. I længden. Måske er det forkert mener nogen. Måske er det rigtigt mener andre.

Men det er sådan jeg elsker. Til den dag jeg er væk.

Man møder et menneske. Forelsker sig. Måske begge to. Måske kun den ene. Og er nu helt uden indflydelse på hvad der sker.

Og af og til,- giver intet mere mening end bare at sige: jeg elsker dig. Endnu.

Også selvom alt er umuligt, håbløst, og man forlængst er løbet langt væk. Mistede nogen på vejen. Har gemt sig. Og glemt alt om…det der kærlighed.

For den er derude. Den dukker bare op. Ved jeg.🤗

Pas på jer.

Ses. /M❤️

 

 

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s