Frygt

F83F78DB-2593-4E82-AB3A-2058BEA90B66

Du er frygtindgydende på skrift. Det fik jeg at vide for nylig.

Egentlig har jeg aldrig set mig selv som en specielt frygtindgydende type. Så det var en ny version af mig selv jeg blev konfronteret med der.

Læsere derude,- Jeg har oplevet ganske meget på en komprimeret kort tid i livet. Det giver erfaringer som ikke alle har. Dårlige. Og gode. Jeg har på mange måder levet et liv hvor jeg i rimelig konstant strøm har forsvaret mennesker der lå ned. Råbt højt om det som andre kun hviskede om. Det kræver…hårdere retorik. Kontante udmeldinger. Som jeg aldrig har tænkt over kunne virke ligefrem frygtindgydende.

Og så…alligevel. Jeg trak, som I ved,- stikket fra mit engagement i politiske spørgsmål og debatter for noget tid siden. Måske netop fordi jeg blev træt af mig selv.

Træt af at være den der råbte højt, om det som ingen andre havde opdaget midt i rullepølsen på morgencroissanten.

For egentlig bare at opdage, at ligemeget hvor meget man råbte, slog hårdt med ord, argumenterede….så rykkede det aldrig helt så meget som man troede. Det blev ligegyldigt at være engageret. Ihvertfald for mig. Det mistede værdi at kæmpe for andre mennesker. Fordi ingen lyttede alligevel – eller kun lyttede halvt. Eller måske helt basalt ikke forstod hvad jeg sagde.

At jeg selv, pludselig følte jeg hang fast i en rolle jeg havde påtaget mig, – og havde glemt….mig selv. Det der var. Det der kom. Det der blev. Og så det der blev væk.

Måske er det sådan det er for os mennesker. Eller for nogle af os. At vi kan opleve så komprimeret mange ting på kort tid, at det er langt nemmere at tage os af andre. At begrave os selv i arbejde. Koncentrere os om alle de andre. Gå all in for en “sag” og glemme at vi sgu langt hellere burde stå derhjemme og lave frikadellefars og stuvet hvidkål på langtidskogning,- lære at tage en slapper. Samle tankerne. Kysse ham eller hende den lækreste i verden,- finde det der minut til det kys der, også når vi overhovedet ikke har den der berømte tid.

At vi lige bør håndtere os selv og få et liv,- istedet for at koncentrere os for meget om hele tiden at ville redde andre,- redde verden.

Jeg har selv haft illusionerne, drømmene og driften om hvad jeg alt mente at skulle udrette i livet.

Løbet for hurtigt og er blevet væltet omkuld utallige gange.

Rejst mig op og fortsat i samme hastighed, med endnu mere urealistiske mål.

Ladet mig overtale til at hjælpe mennesker, hvor jeg vidste sagen var en dødssejler på forhånd. Været udslukt for energi, når sagen var tabt og jeg skulle se de mennesker i øjnene bagefter, som jeg bildte ind jeg kunne hjælpe.

Og ved I hvad?

Det sled mig faktisk næsten ihjel til sidst.

Det er de færreste der er klar over hvilke veksler det faktisk trak at være den der kæmpede, – for de andre.

Vil jeg gøre det igen? Nok ikke i samme omfang. Er blevet bedre til at stoppe mig selv. Nu med den der i baghovedet,- at jeg er frygtindgydende på skrift😂

Men allermest er jeg måske frygtindgydende for mig selv?

Det fungerer fint for mig at skrive,- nu på en helt anden måde. At jeg ikke behøver præstere på hårde ord og hårdtslående argumentation medmindre det er strengt nødvendigt.

At ordene ikke længere skal overbevise men istedet fortælle,- beskrive.

Og at frygten for,- ikke at slå til på alle andres udefrakommende forventninger ikke må tage over i livet.

Pas på jer. God lørdag aften😘

Ses.

/M❤️