En sang

32A37D03-919E-4E34-BB9F-D4740B3E219E
9227D313-5171-4DD8-8CA0-A3D66929E52BIgennem et helt år forfulgte den samme sang mig.

Når jeg kørte i bil, når jeg trådte indad døren hos andre mennesker, når jeg tændte for radioen i køkkenet etc., faktisk blev det i en længere periode næsten så manifesterende, at venner og familie skreg af grin – hvis jeg trådte indad døren og den der sang begyndte at sive ud af højtalerne.

Jeg begyndte faktisk selv at syntes, at det var en lille smule spooky altsammen.

Jeg tror vi er tilbage engang i efteråret 2017 og fremad. Som om nogen ville fortælle mig et eller andet med den sang. Hvis man tror på den slags. Eller måske det bare var helt tilfældigt. Hvis man tror på tilfældigheder.

Nå, men anyway,- jeg begyndte at lægge mærke til teksten.

Og forstod jo egentlig udmærket hvad der foregik.

Jeg havde bare ikke planer om, at lade hverken noget tilfældigt eller noget universelt planlagt skæbneagtigt bestemme mit liv eller min retning. Husk lige vi er tilbage til engang i 2017/18 her, fra dengang jeg stadig troede, at jeg kunne planlægge livets gang. At intet tilfældigt eller ikketilfældigt kunne komme flyvende ind og vende hele lortet på hovedet,- udside down cake agtigt.

Siden blev jeg klogere.

Klogere da jeg begyndte at tænke lidt mere over at leve med de der sommerfuglevinger intakt.

At kravle ud af den der puppe af fortidens åg der havde ligget over mig.

Jeg har de seneste dage tænkt på, hvad der nøjagtig gjorde udslaget.

Jeg tror faktisk…..det er den (f…..) sang.

At jeg blev basket den der skide irriterende sang i hovedet hver eneste gang jeg lige gik i en helt forkert retning, og var på vej til at forpuppe mig i fortidens synder uden forladelser, og tro mere på Der Untergang end på min egen mulige fremdrift til bare at være et menneske.

Nogenlunde samtidig sorterede jeg fra.

Den store åndelige, menneskelige og måske især fysiske frasortering. Ryddede ud. I møbler, i hengemte kasser og bokse, – men måske mest af alt i mine tanker. At det sgu er meget ok at bo i et hus på størrelse med et mellemkøbenhavnsk kolonihavehus fra 1965, og i øvrigt fokusere på, at der fandme skal være ro i lejren. Fysisk, mentalt, ærligt. Ærlige mennesker er fundamentalt for mig.

Omgive mig med den version af mig, som jeg også selv kan holde ud at se på i spejlet (det krævede så lige lidt intern og accepterende ihærdighed fra mit eget ego at nå dertil).

Og så er man tilnærmelsesvis lykkelig. Eller jeg er.

Hvis man tør give lidt mere slip, finde roen, lytte til fuglene,- også dem der kvik-kvækker løs en tidlig morgen kl. 04.00,-  ikke hele tiden søge græsset på den anden side,- ikke tro at alt løser sig uden at du selv grounder dig selv.

Gå nogle lange ture. Skrig det ud. Det der skal ud.

Vær lidt mere ligeglad med alt det der ikke betyder noget. Lad dem I elsker, holder af,- vide at I er der. Vær klar til, at svare på det jeres venner, familie, kæreste og børn mangler svar på fra jer. Svar på bedste formåen.

Det er egentlig utroligt lykkeligt bare at kunne glædes over, at roserne også springer ud i år. Når nok er nok. Og livet har kastet traumatiske ting i bærret på dig længe nok. Så er det man lige skal stoppe op. At forsimple livet lidt. At tilgive dem der roder rundt. Det virker. Så går det nok altsammen.

Og ved I hvad? Så kan I faktisk ikke nå ret meget højere som mennesker…tror jeg.

Det tog noget tid for mig at erkende. Og sangen? Den kommer nedenfor.

Pas nu på jer selv.

/M❤️🎼