Er der nogen?

12729172_1077630035620452_3850315588664241410_n

3. juli.

Datoen hvor min far for 19 år siden valgte livet fra. I et træ. I skoven.

19 år fjerner ikke sorgen. 19 år fjerner ikke at dagene op til stadig fucker op. Og ingen omkring dig fatter hvad fanden der foregår.

Man gennemlever scenariet igen og igen. Det er sgu ikke sundt og jeg må finde en anden vej næste år.

Men er det muligt at adskille sig selv fra det? Eller er nogen af os bare mere følelses- og genkaldelsespåvirkelige end andre? Og giver det derfor bedre mening at konfrontere sig hvert eneste år og finde en form for forståelse og accept i hans beslutning dengang? Hans indædte og altopslidende selvhad og selvpineri, – der end ikke med den største accept og kærlighed fra alle omkring ham – kunne have været ændret af nogen af os? Kunne vi have gjort mere? — Svaret er nej.

Et menneske der synker,- kan du kun guide. Vejlede. Forstå og acceptere deres håbløshed. At de ikke “bare kan tage sig sammen”. For det kan de ikke. Og den sætning er det værste du kan sige til dem.

Lade det menneske vide, at du er der. Række ud.

Men også accepterende trække dig når de ikke vil have din hjælp. Når de ikke ønsker din tilstedeværelse. Så må de selv vende tilbage.

I en viden om, at et mennneske der konstant drukner i sin egen håbløshedsfølelse,- ikke elsker sig selv,- og derfor ikke kan elske andre.

Ikke fordi de ikke vil. Men fordi de er så deprimerede,- at de ikke kan.

De fylder mest i deres eget sind. Og som pårørende,- kone,- elsker,- kæreste,- barn,- kan du kun støtte, være der når de vender sig til dig,- og så ellers lade et team af profesionelle behandlere varetage den del I ikke kan. For det kan ingen pårørende. Uanset de bedste intentioner I har.

Det er ikke jeres opgave.

Jeres opgave er, at lade dem vide at I elsker dem,- holder af dem,- uanset at de ikke holder af sig selv.

At være der.

At de kan ringe klokken lort om natten hvis de behøver jer. Når de har behovet for at I er der.

Trække jer når de vil være i fred. Det sværeste af det hele er den øvelse.

Det kan lyde forkert, men uanset at I mandsopdækker et menneske,- har de altid deres frie valg,- det er min mening. Og erfaring. Bliv på jeres egen banehalvdel, det er deres sygdom, ikke jeres. Støt dem når de behøver det. Gå når de behøver det. Og lad jer ikke trække med ned. Banehalvdel og gelænder,- det er det I skal være.

Ikke alle ønsker at blive hjulpet. Den smertende sorg,- lever jeg med på 19. år.

Min,- vores far,- kunne ikke hjælpes. Han nåede derud fordi ingen dengang havde den samme viden om depression, krise og selvmord, hos mænd i alderen 50-60 år. Derfor fik han måske ikke den hjælp han kunne have fået i dag. Og sådan er der så meget, som idag ikke giver mening at efterrationalisere på, her i år 19 på dag 3 i juli måned. Han er væk. Han er død.

Jeg landede på stedet i går aftes, egentlig mest fordi det lige der af andre årsager gav mest mening at køre ned til det sted, hvor min far 19 år tidligere opgav meningen med det hele.

Og hvor jeg så igår fandt mening med, bare at stå i en tom tusmørkeskov. Og tænke nærmere over hvad det hele er for noget. Hvor vejen går hen. Den der vej der går ind i himlen hvor han bor. Den vej han gik da han forlod os. Uden et ord. Ved Verdens Ende.

Af og til forsvinder ordene. Sådan en dag er det i dag. Men her fik I en smule af mine tanker lige nu.

I kærlighedens navn til min far,- og dem der er i min tankesfære og mit hjerte.

Der er nogen. Der er mig.

Af og til trækker jeg mig i erfaringen af, at min kærlighed ikke rækker,- det kan man godt selv glemme. Og bilde sig ind at man kan gøre noget selvom man ikke kan.  Men husk jeg er jo stadig… lige her.

Pas på jer.

Ses.

/M❤️😘