Dur mol skala

 

 

IMG_0939

Jeg har rørt mit klaver her de seneste dage.

Sådan uden bare at strejfe det, for at støve det af, eller for at lære yngstesønnerten noderne.

Næ. Det er udover afstøvningsmomentet.

Jeg har faktisk “sort of” genoptaget kærlighedsforholdet til mit klaver.

Det er dog som om jeg først igen skal lære tonerne,- kombinationerne af klangene, at spille i dur før man involverer mol, og omvendt vej rundt. Det er gået op for mig at jeg ikke sådan for alvor har rørt det klaver i årevis. Det blev for tungt. Kunne i en periode ikke udholde bare at antaste tonerne,- gemte musikken væk, og det blev kun til sporadiske og kortvarige molstemningsmomenter uden involvering af dur.

Kunne sgu ikke røre det klaver. Tonedøvhed måske. Eller en blokering af både mol og dur, uden iøvrigt at overveje sammenhængen nærmere.

Den ligger lige for. Sammenhængen.

Fordi musikken i nogle år bandt mig sammen med,- og flettede mig ind i et andet menneske, som spillede så skæve toner, at det til sidst blev fuldstændig ulideligt bare at trykke en enkelt tangent ned på klaveret.

Klaveret, tonerne, musikken,- forvandlede sig i en periode til et rædselskabinet af skæve toner, og lige meget hvor mange gange jeg forsøgte, blev mol aldrig til dur, og alt mudredes til i en afgrund af dybeste mol. Og jeg forsvandt. Derind. I en verden af mol. Lod de skæve toner svæve væk i vinden. Vendte mig bort fra musikken,- som hele mit liv ellers havde været en manifesterende del af mig. Tonerne der forsvandt. Og der gik næsten 10 år. Til nu. 10 år, er det virkelig den tid det tager? Eller lod jeg tiden tage fra mig?

Kasserede det gamle klaver, som havde været med mig fra mit barndomshjem, – op på først 3. og så 4. sal et sted på Østerbro,- en tur til Sydsjælland og så retur til Bornholm igen. Til sidst kunne det ikke stemmes op længere. Spillede faktisk kun de falskeste toner jeg nogensinde har hørt. Ofrede det klaver. I en afgrund af mislyde. Gemte fronten nogle år, den røg så også til sidst. Minder skal ikke lagres i ting, men i dine tanker,- tænker jeg. Ting er ligegyldige. Egentlig. Tonerne husker du altid. Og klangen fra netop det klaver,- min barndoms klaver,- hænger ved,- i erindringen.

Hentede et nyt klaver. Som var gammelt. Og som nonneklosteret skulle af med. Nu har jeg faktisk nonnernes klaver. Det er i og for sig ret vildt. Mig og nonnernes klaver. Næsten blasfemisk måske? “Vi kalder det Andreas” sagde de til mig dengang i 2013. Søster Ansvera og Søster Carina. Som viste mig indersiden af et kloster. Tak for at lukke mig ind,- det sker næppe igen😁

Klaveret har heddet Andreas lige siden. Anyway,- det ER også et Andreas Christensen, så hvorfor kalde det noget andet?

Tilbage til tonerne,- dur og mol. Idag.

Det er jo bare sådan det er. Livets evindelige dur- og molskala. Af og til rigtig meget mol hvor jeg skal træææææække mig selv ud i durskalaerne bare for at kunne holde ud at høre på mig selv. Balance. Basalt set er vi alle født med både dur og mol,- nogle mere mol end andre.

Der er det bare så smart udregnet af universet,- at man så kan møde mennesker der rummer mere dur, og ens gensidige dur/mol-balancering kommer dermed til at blive en fungerende fuldtoneskala.

Og lige der, når du møder din dur/mol balance,- så hold lige fast og spil tonerne rigtigt,- ikke? 😏❤️

Pas på jer. Ses.

/M❤️🎹🎼