Valg

IMG_0939Livet består af en lang række valg.

Tilvalg og fravalg. Personlige valg. Karrieremæssige valg. Livsændrende valg. Dødens valg og livets valg.

Det du engang valgte fra,- vælger du måske senere til. Og det du vælger til, vælger du måske senere fra. Vægelsindets valg.

Dine valg i livet. Livet som hele tiden er i forandring. Udvidet horisont. Du møder mennesker der måske sætter en rettesnor for dine valg. Du oplever sygdom, dødsfald eller tragiske omstændigheder der måske for evigt påvirker dine valg.

Hvis du vælger noget til, påvirker du måske endda andres liv for evigt.

Jeg har gjort mange valg. Tilvalg og fravalg.

Jeg har også valgt mennesker fra på mine børns vegne, fordi mit forkerte tilvalg af mennesker påvirkede deres liv. Kastede skygger over deres barndom. Det var mit hidtil bedste fravalg. Men også et af de sværeste valg nogensinde. At udelukke mennesker fra vores liv. Det var og er stadig i dag svært. Men et nødvendigt valg.

Min far tog et valg. At forlade livet. Det valg har jeg aldrig vænnet mig til. Men jeg må acceptere det som hans valg. Ikke mit. At leve med andres valg.

Siden har jeg selv valgt meget fra, men også til. Livet er vigtigste valg. Den blotte tilstedeværelse af lys, regn, varme, kulde….nå ja…”sol, frihed og en lille blomst må man have” som den gamle digter engang skrev.

Jeg forlanger ikke så meget af livet mere,- selve livet er pludselig langt vigtigere end alle andre valg. Hus, penge, prestige…de valg har jeg taget fra og til flere gange, og tilvalget har ikke gjort mig lykkeligere. Fravalget har derimod.

Måske vågner man op, når man flere gange har færdedes på kanten af småt brændbart, set sine nærmeste vælge livet fra, oplevet sine bedste venner smuldre bort for øjnene af en, og være nødt til, at vælge at følge dem hele vejen gennem deres sygdom og helt til graven. Det er også et valg. At tilvælge at stille sig ved et andet menneskes side,- som behøver dig. Tilvalg af mennesker fungerer.

Nu har jeg så truffet det valg, at ord og deres sammensætning kan bruges som et tilvalg jeg tager. Der er så mange historier der skal skrives, og jeg håber at være færdig med første udkast engang i dette efterår. Hvis for mange valg ikke kommer indover i mellemtiden. Tid og hvordan du bruger den, er også et valg. Tilvalg eller fravalg af tid.

Og så er der folketingsvalg. Der skal vi alle tage et valg. Men er det tilvalg eller fravalg? Jeg vælger altid at se på mennesket. Hvilket menneske er det jeg tilvælger,- og har jeg tiltro til, at det menneske kan træffe til- og fravalg på mine vegne, i de sager der interesserer og ligger mig dybt på sinde?

Der går jeg med tilvalget af erfaringen. Den der som menneske gennem længere tid har opbygget vigtige relationer i politiske og lobbyistiske lag.

Så må I selv gætte hvem jeg tilvælger.

Gå nu ud og vælg til- og fra. Og tænk jer grundigt om. Det gode menneske er bedre end selv den bedste og dygtigste strateg.

So long. Pas på jer. 😉🐝

/M❤️