Trappen

cropped-32545755_1877391125644335_8860321595239956480_n-1.jpg

FDEE0216-BAE1-4BC9-80CF-8C06CAC13A53
I mit barndomshjem, som i så mange andre hjem,-  var der en trappe.

En gammel trappe, sådan en I ved, – med et pulterrum nedenunder, hvor der lugtede småmuggent og hengemt, og alt der blev opbevaret der,- havde den der velkendte hengemte lugt,- glemslens lugt,- når påske- eller julepynten blev hevet frem.

Og genkendelsens lugt,- når jeg og mine søstre legede gemmeleg og forsvandt langt ind i landet under trappen. Så lugtede man faktisk lidt af glemthed bagefter. Ting kunne gemmes der i årevis. Man kunne faktisk også helt glemme, at man havde gemt noget der i glemthedens trappeskab. Man kunne glemme det gemte.

Vi flyttede ned i et nyt hus. Med en ny trappe. Som ikke havde pulterrum, men hvor trinene var åbne,- og julepynten kom istedet på loftet bag låge og slå. Der var ikke længere den samme adgang til gemte ting.

Men trinene på trappen var der. 15 trin. Så vidt jeg husker.

3 trin op til afsatsen, og 12 trin videre op. De første 3 trin har altid været de nemme,- dem vores børn alle lærte at træde på først,- hos deres mormor og morfar. De 3 første trin. Og de næste måtte de så træde selv.

Sådan er det nemlig med trapper. Der er trin der skal forceres.

Trin du er nødt til at gå på, for overhovedet at komme opad trappen. Du kan også vælge at gå ned igen. Tilbage. Og så lidt frem igen. Og den evige frem- og tilbageskuen i ethvert trin giver dig erfaring i præcis hvordan din fod skal sættes, på det enkelte trin.

Efterhånden bliver de der trappetrin genkendelige.

Du kender ethvert hak, ethvert slid i lakken eller malingen. Ved præcis hvor du kan glide ned, hvis du er på strømpesokker. Af og til må du liste på sådan en trappe,- hvis du skal overraske nogen. Måske overrasker du endda indimellem dig selv med, hvor hurtigt du kom opad trappen, for så at glide ned igen?

Jeg nåede alle de 15 trin,- muligvis også et enkelt ekstra imaginært trin. Det øverst opnåelige trin. Idag tænker jeg, at det reelt var ligegyldigt. Hvad skulle jeg der?

Jeg tog de 7 trin. Blev hængende lidt. Trillede ned. Tog 8 trin. Blev hængende lidt. Trillede ned. Tog 15 trin i et stræk. Blev hængende lidt. Og nuppede da lige et trin mere, bare for at se om trinnet var der eller ej. Så faldt jeg ned. Og slog mig. Hårdt. Den slår hårdt sådan en trappe der. Især når den har åbne trin og du kan hænge fast imellem trinnene. Been there, done that.

Ved I hvad venner: Der er ingen specifik lykke der på trin 15 eller 16.

Og på et af de øverste trin sad så min daværende chef,- overlægen,- og kløede sig i sit grå hår,- meddelte mig, at jeg nok skulle overveje, om det var værd at udfordre trappens skæbne længere,- eller om jeg helt burde undlade trapper fremover. Fordi jeg havde udfordret lysets hastighed og glemt de der gemte ting, som var blevet låst inde på et loft. Havde vist i skyndingen glemt mig selv på et af trinene.

Igår sad jeg og så  jeg en anden læge ind i næsebrillen. Ikke nogen jeg tidligere har mødt på trappen.  Og det er som det er. Han manifesterede det jeg så godt ved. Jeg går ikke trinene op igen. Det er udelukket.

Nu tager jeg rulletrappen,- giver ordene videre til jer,- og måske skal jeg endda overveje en elevator med tiden. Det går også hurtigere….anyway.

Pas på jer selv derude. De øverste trin er det kun værd,- hvis man formår at gå dem i ro,- for min del, er den tid endeligt ovre,- jeg er ikke engang trist mere,- jeg bliver skubbet væk fra trappen og mod elevatoren tænker jeg,- og der hvor jeg fremover finder glæden,- inspirationen til ordene – er i de dejlige mennesker jeg har i mit liv,- som ved jeg aldrig svigter,- og at jeg til enhver tid, vil gå på trappen ved siden af dem,- men aldrig mere alene.

Og så kan jeg sidde roligt her på min lille “kolonihaveagtige” matrikel og være gelænderet for alle jer andre. Jeg tror jeg er ok, som gelænder.  Var det faktisk ikke et godt tilbud?

Kan I nu have en fænomenal fredag aften.

Ses. /M❤️