Sundhedsreformernes blæksprutter

7886079F-57CF-4DFA-BD53-C2787EB2E57D
Dette indlæg er ligeledes bragt i Berlingske Tidende 10.04.2019 i redigeret udgave/ Maia

 

F83F78DB-2593-4E82-AB3A-2058BEA90B66Jeg har måbende iagttaget her de seneste måneder, hvordan tilsyneladende på sundhedsområdet totalt uvidende politikere, lovpriser sundhedsreformer på hver sin side af Folketingssalen.

Reformer som er udtænkt af det enorme bagland af politiske korridorkardinaler, stort set uden at involvere fagpersonale fra sundhedsområdet.

Det er alligevel forholdsvis imponerende, at man tror man kan udrette reformagtige tiltag på et område man overhovedet ikke har faglig indsigt i.

PR-maskineriet kører for fulde omdrejninger med den ene floskelagtige sætning efter den anden om “nærhed” og “fonde”.

Fuldstændig blottet for den store sandhed der reelt har ført til problemerne i sundhedsvæsnet: Milliardskandalen EPJ, som ruller videre på 25. år.

Har NOGEN nogensinde sat sig ned og regnet ud hvad fejlslagne EPJ-projekter har kostet siden 1995, hvor man vedtog “IT-politisk handlingsplan” og hvor vi begyndte de første EPJ-pilotprojekter ude på afdelingerne?

Eller er det nemmere at tie?

Fordi det simpelthen er FOR pinligt, at Lars Løkke i 2006, for 13 år siden også lovede os et fælles landsdækkende EPJ? Og hvordan den såkaldte “Konsolidering af EPJ-løsninger” i 2012/13 skulle føre til en løsning?

Jeg blev uddannet i 90’ erne, dengang papirjournaler, karbonpapir, diktafoner og konventionelle røntgenbilleder var hverdagen. Dengang det gamle grønne system var base for al patientadministration, ydelses- og diagnosekodning mv.

Dengang læger var læger, sygeplejersker var sygeplejesker, og lægesekretærer var det samlende blæksprutteled på enhver hospitalsafdeling. Et ikke helt så lidt stressende job skal jeg hilse og sige.

Jeg var på en afdeling der var med til opstarten af nogle af de første EPJ-pilotprojekter med alt hvad det medførte af indskanninger af journaler, overgang til digital røntgen, skrivning af arbejdspuklerne på overtid i weekenderne….og uger hvor intet fungerede og lægerne måtte skrive deres notater på det gamle gule kladdepapir,- man mødte ind mandag og intet havde fungeret i weekenden, så der stod kasse, på kasse, på kasse, med uskrevne journaler. Ventelister der hobede sig op, SKS/DRG/ydelses/procedurekodning (som er det der giver penge til afdelingen) måtte i årevis foregå dobbelt op, fordi de udviklede EPJ-systemer ikke kunne rumme denne del, lægesekretærernes arbejde blev med andre ord fordoblet i den periode hvor man samtidig nærmest mente, at lægesekretærer kunne undværes helt i fremtiden. Derfor beskar man uddannelsen og en lang række stillinger væk i denne periode, lang tid inden man var i nærheden af et fungerende EPJ-system.

Lægerne og sygeplejerskerne skulle i stigende omfang overtage vores funktioner, og det var og er de på ingen måde uddannet til.

De er ikke uddannet i offentlig administration, økonomi og generelt administrativt blækspruttearbejde (i de mest ekstreme former man kan tænke sig).

Hvorfor man stadig den dag i dag tror dette er mig en stor gåde.

Det fik også dengang,- som idag en lang række fatale følger,- fejlmedicinering, skanninger der ikke blev bestilt i tide, forkerte prøvebookinger, og måske især….en lang række SKS-kodninger som ikke blev udført eller var forkerte – og som derfor blev en bombe for den enkelte afdelings økonomi.

Det var kaos derude. Så meget at kerneydelsen – patienterne – blev sekundært.

Og det er ved at være alvorligt galt – at ingen politikere skærer ind til benet og kanaliserer det der reelt er galt: Vi har en gigantisk IT-skandale kørende i det danske sundhedsvæsen på 25. år. Og det har trukket hele balladen totalt i knæ.

Det trak desværre også en hel del af os ned, som der var med i de vilde år. Jeg er en af dem.

Som 29-årig lå jeg første gang og rallede på akutafdelingen med elektroder på kroppen og formaninger om, at tage det roligt, inden jeg døde af stress i en alt, alt for tidlig alder.

Jeg lyttede egentlig ikke.

Min fars tragiske død nogle år forinden, havde bare pustet endnu mere til min arbejdsiver og lyst til at “få styr på” den afdeling jeg var ansat på. Det gik den vej det måtte gå med mit helbred og jeg måtte nogle år efter kapitulere og forlade det offentlige sundhedsvæsen. Vi var desværre ganske mange der måtte træffe denne beslutning de år, fordi man drev rovdrift på vores kunnen, og vi blev beskåret så meget at en ansat måtte dække flere stillinger.

Og så står man her 15 år senere, og hører politikerne gudhjælpemig stadig vade rundt i sildesalaten, og stadig ikke have fattet en brik af hvad det handler om.

En nedlæggelse af regionerne nu, og endnu en administrativ omvæltning er FATAL. Både for de ansatte og patienterne. Dybest set også for politikerne selv, for om få år er det helt galt.

Der er nemlig ikke længere administrativt uddannet personale nok i sundhedsvæsnet til at løfte en så omfattende omstrukturering. Og lægerne og sygeplejerskerne skal ikke lave dette arbejde, de skal lave det de er uddannet til.

Kære politikere,- opgrader og opnormer lægesekretæruddannelsen i en helvedes fart, og nej, kontorassistenter er ikke lægesekretærer, sosuer er ikke sygeplejersker og reservelæger er ikke overlæger.

Giv nu fagligheden og værdigheden tilbage til sundhedsvæsnet, og lad os få den nødvendige sparring mellem administrativt og medicinsk uddannede tibage.

Blæksprutterne mangler i den grad derude. Spørg bare lægerne😏

Ses.

/M🎩