Bastet

6BBE71D2-F692-4713-A1F4-15E04C3A66EC

1A34C401-B642-400C-A350-138A1731A20DEn hunkat er pludselig kommet til. Nu hvor jeg ikke længere har hund. Jeg ved ikke hvorfor, eller hvad forklaringen er på, at den for nogle uger siden bare valgte, at gå ind af vores gamle kattelem,- flytte ind. Og stort set ikke har forladt matriklen lige siden. Jeg ejer den ikke. Katten. Den er ikke min. Ejeren ved den er her. Men af en eller anden grund bilder den sig fuldstændig trofast ind, at den bor her, og den kender samtlige rutiner i huset og familien. Fylder lidt rigeligt. Den kvindelige manifestation af Garfield, som bevirker at morgenerne p.t. starter præcis kl. 05.00. Katte kan ikke ejes. Siger man.

Som tiden går….tænker jeg, at det kan jeg heller ikke. Ejes. Tæmmes. Whatever,- måske har jeg alligevel 9 forsøg. 9 liv.

Vi lever i en mærkelig tid. Dagene føles ufravigeligt anderledes insisterende,- når hadet, frygten og de paranoide forestillinger tager over.

Når medierne vælger at give hadet forsiden, og virkeligheden bliver degraderet til en notits på bagsiden,- efter TV-tillægget.

Når vi som mennesker vælger at lade os føre med, af forsidehistorierne, falder vi en smule hver gang og vi glemmer måske selv at være vågne,- at tænke selvstændigt, at finde det gode i det enkelte menneske frem,- at evne at lytte, høre på og tale med hinanden, erkende, at mennesker er forskellige og at løsninger på konflikter aldrig er død og ødelæggelse.

Alligevel oplever vi det igen og igen.

Og hadets stemmer får atter plads i vores sind, tanker og hverdag.

Jeg bliver dårligere til at tackle det med alderen synes jeg. Også selvom jeg voksede op i tiden hvor både IRA og Rote Armee Fraktion hærgede vores nabolande. Da udbrydere af BZ-bevægelsen kastede med brosten og det der var værre i samme område, som de aktuelle uroligheder i København. Da terroren i vores lande var fra vores egne rækker, og hvor man ikke bare skubbede skylden videre på andre med hadets ækle stemmer.

Samtidig råber vi højt om mobbepolitiker på landets skoler og arbejdspladser,- og aldrig har så mange børn og voksne levet med psykiatriske diagnoser som nu. Men hvem mobber vi selv? Rovmobber. Fra øverste sted.

Står vi foran en ny revolution – endnu et opgør med hadet?

Historien gentager sig hele tiden. Og mennesket er ikke blevet bedre til at håndtere det og lære af historien,- er det mon fordi vi er blevet dårligere til at lytte på de erfarne og ældre generationer? Dem der gennemlevede det hele én gang før? At vi tror ingen ser, at det hele er gentagelsen af noget verden har set før? Og kan vi overhovedet bremse det? Løber det ud af hænderne på os?

Katten er ligeglad.

Dens blotte tilstedeværelse synes at omhandle ro, regelmæssighed og masser af kærlighed.

Faktisk alt for insisterende med den sidste del, så jeg sjældent har en ledig arm.

Som gudinden fra Egypten med kattehovedet, Bastet,- gudinden for venlighed, kærlighed, glæde,- ligger den majestætisk på sit lammeskind det meste af døgnet, og minder mig indimellem højlydt om at den har brug for, at jeg anerkender dens tilstedeværelse.

Kvinden med kattehovedet. Bastet.

Gudinde også for erotik , frugtbarhed og fødsel.

Når håbløsheden er størst og verden viser had, er det godt at kunne forsøge at dykke ned i historien, at forsøge,- at finde en mening med det der absolut ingen mening har.

Når hadet tager over, er eneste pendant kærlighed. At give videre, at selv tage imod. I en opfyldelse af at tingene opvejer hinanden.

Desværre er had og kærlighed også en del af hinanden.

Men hvis apatien og ligegyldigheden opstår i dit sind skal du blive opmærksom på,- aldrig som menneske at føle ligegyldighed, ligemeget hvor håbløst alt er skal du finde det gode i dig selv frem,- og huske at ingen af os er aldrig helt alene.

Men lader du apatien tage over, bliver du det ensommeste menneske i hele verden.

Pas på jer.

😽/M❤️