Det mistede

C36E1AA9-C735-4C42-B667-6414EC9865EBIngen går gennem livet uden tab. Uden at miste noget og nogen.

Visse af os mister meget og får meget igen. Andre mister og føler aldrig de får noget igen.

Fæstner mennesket sig af og til for meget ved det man mistede, og mister derved fokus på det vi får istedet?

Er vores fokus for fokuseret på at det mistede skal erstattes med noget mindst ligesådan, eller iøvrigt helst noget bedre?

Tror vi virkelig selv på, at det der kommer senere, bevidst er en dårligere udgave af det mistede,- og hvorfor?

Jeg har mistet meget. Jeg har mistet mange. Og hver gang har jeg på en eller anden vis gået i en nedadgående tankespiral om, – “nå, men hvad bliver det næste så?”. Og gør man det, så kan jeg forsikre jer om derude, at SÅ sker det også. Så kommer the neverending mistemonsterseance indover dig og dit liv. Så stopper det sgu aldrig, – og du ender med….at miste…dig selv.

Det tror jeg at jeg er nået frem til. Nu. I en alder af snart 45 (er det midtlivskriseovergangsaldersymptom?) har jeg fundet the missing link: at jeg mistede mig selv. Jeg kendte ikke længere den der var i spejlet.

Hvorfor gik det sådan? Fordi jeg mistede vigtige mennesker i mit liv? Fordi sorg og sygdom fyldte så meget? Fordi jeg lod mig påvirke af mennesker der interagerede i mit liv?

Den sidste sætning er nært relateret til svaret.

Fordi jeg altid har interesseret mig for mennesker,- skæbner og historier,- er jeg af og til blevet viklet mere ind i deres liv end godt var.

Jeg har været utrolig nem at påvirke af en stemning, en historie, en livsbane,- som ler i visse menneskers hænder. Det er fandme uhyggeligt derude.

Jeg, der bildte mig ind jeg var et selvstændigt menneske, med selvstændige meninger og holdninger…har gentagne gange ladet mig påvirke af andre mennesker, desværre af og til også mennesker der havde dårligere intentioner med vores bekendtskab eller relation,- og jeg opdagede det aldrig før jeg var mærket af det,- og dermed har jeg hver gang mistet et stykke af mig selv, som de tog med sig videre,- og jeg kunne sidde halvtom tilbage. Rejse mig som en tumling, efter at have vippet gentagne gange frem og tilbage.

Var det nogens skyld? Var det disse menneskers skyld? Eller min egen? Eller skulle jeg helt derud hvor jeg næsten mistede mig selv helt,- før jeg endelig opdagede,- at det jeg mistede,- kunne jeg ikke genskabe,- men jeg kunne dog finde mig selv frem igen, støve støvet og skyggerne af mit ansigt, og med tiden måske atter genkende mig selv i spejlet igen?

Men det mistede kommer ikke tilbage. Og erfaringen giver et arret udseende i mine øjne. Men jeg ser til gengæld klart.

Med det man mistede ser man nemlig spejlbilledet klarere, og skyggerne i spejlet gemmer på alt det man ved, alt det man kan,- alt det man så og alt det man vil.

Og når du vender dig om,- væk fra dit spejl,- går livet videre,- og du vil atter miste, bygge op og få noget andet at fylde dit spejlbillede med,- når du igen vender dig og kigger på dig selv.

Pas på jer.

Ses.

/M🎩