Hjem

0da6d0e2-8195-4057-982c-b95062c6c292En tryg favn. Genkendelighed. Hjem.

Jeg voksede op i trygge rammer.

I en lille by, fuld af sammenhold, skæve ideer, rummelighed og orginaleksistenser.

Alle kendte alle. På godt og på ondt.

Som yngste datter af skoleinspektøren og overlæreren på den lille skole, og med to forældre med (mere end normalt) engagement i lokalsamfundet – og menneskene omkring os, har det dog ikke altid været lige nemt.

Som lille pige var det en fest meget af vejen igennem, men som jeg voksede op blev det tiltagende sværere at bryde løs,- at man sgu var sin egen, og ikke den der konstante sammenligning…..med min far. Løsrivelsen var nødvendig, som den er for alle forældre og børn.

Som så mange andre,- brød jeg op fra Bornholm efter studentereksamen, rejste herfra, skabte karriere og mit eget liv, – meget langt fra det liv jeg voksede op med. Det er dog en anden historie, I må få en anden gang.

For der jeg vil hen er,- at da alt brændte sammen, fordi min far på tragisk vis valgte døden, skabte det så mange voldsomme dominoreaktioner i mit liv, at jeg nok idag trods de mange år der er gået,- stadig lever med eftervirkningerne,- i tankerne, drømmene og flashbackformen.

Men alligevel valgte jeg at vende tilbage til Bornholm. Hvorfor?

Min krop var på dette tidspunkt stået af kvart i midnat, – og det var ikke som om, der reelt var andet valg end at flytte tilbage. Muligheden for at skabe en karriere var på dette tidspunkt ikke eksisterende, og lægerne advarede mig mod at trodse deres råd.

Hvad var der så tilbage? Bornholm? Muligheden for at skabe et liv i ro? Det var valget jeg tog. Det blev alt andet end roligt.

Jeg tog tilbage. Og blev kastet ind i en mental rutchebane af konfrontationer. Konfrontationen med alt det jeg ikke havde håndteret lige efter min fars selvmord nogle år forinden.

Næ,- nu tog jeg gudhjælpemig hjem, og gjorde alt det min far ville have fortsat med at gøre, jeg blev endda ansat på skolen som vikar,- mere eller mindre bevidst for at totalkonfrontere mig med den sorg, der stadig levede i mig. Og dagene gik, og jeg gik ned og kiggede på “det” træ,- hvor hans liv endte.

Og fuglene sang, og bladene var grønne. Livet fortsatte. Og det gav mening at stå lige der, og konfrontere mig selv med de af hans valg jeg aldrig forstod. Og det var vigtigere at solen stod op og græsset var grønt. For en tid betød de små basale ting meget mere end alt andet.

Og jeg mødte mange af jer, som talte i strømme om alt det min far betød, og noget af det I sagde brændte sig fast og blev gemt i mine tanker.

“Det er godt du har din mors lyse sind” sagde en af jer til mig. Idag ved jeg hvad du mener. Også selvom det ikke er alt jeg skal forstå, så forstod jeg den. Tak. Den samtale er gemt i min erindring.

For der hvor det er hjem,- der hvor det er trygt,- det er præcis der, hvor alle ved hvad du hedder, alle kender til dine sorger og glæder,- og selvom det engang føltes kvælende og befriende at tage herfra,- så er der stadig noget helt specielt ved at vide når man kommer hjem. Den trygge favn der rummer alt du har gennemgået,- i stille accept af at livet fortsætter og at du skal leve det. Og her er jeg.

Tak fordi I var der,- tak fordi I er her. Ingen navne nævnt,- ingen glemt.

Og jeg er her endnu. På Bornholm. Hjemme. Og bliver her nok også lidt længere. Måske helt til enden og begyndelsen på noget nyt?

Ses.

/M❤️