Tasken

img_1463

Jeg skal hente dine ting.

Det der er tilbage. Efter et langt liv.

Poserne står pakket med dit navn på. Lukket med knude. Så intet slipper ud.

Nænsomt men sikkert pakket af sygeplejerskerne.

Jeg har set det hundredevis af gange før, i min tid på sengeafsnittene på de store hospitaler. Poser der dagligt bliver pakket, sengestuer der bliver ryddet for personlige ejendele, patienternes sidste medbragte ting og sager, der nu skal afhentes.

Men det er anderledes denne gang. Fordi det er dig.

Din tilstedeværelse i mit liv er pludselig blevet isoleret, til de ting der ligger i 3 store plasticsække, med dit navn og efternavn på.

Jeg går hen på stuen hvor du boede til sidst.

Den er tom, – hermetisk ryddet for din tilstedeværelse,- og den kvalmende lugt af det der sødmebefængte rengøringsmiddel, som du hader,- hænger i luften. Ekkoet af dit grin hænger i luften. Du grinede meget til sidst. Mest af mig, men også af dig selv. Selvom dødens ulidelige vished hang i luften. Lige der omkring os. Nu altså afløst af renhedens sødme.

Jeg bliver næsten kvalt af den lugt, som på een gang minder mig om travle arbejdsdage på operationsgangen, men måske mest på grund af visheden om, at din død ikke er et mareridt, men virkeligheden.

“Skal du hente hans ting?”, en af dine plejende engle, sygeplejersken, står foran mig. “Det hele ligger herhenne i glasburet”. Jeg går tøvende med. Uforberedt på, at det hele virker så uskønt, og ligegyldigt.

At den sidste tid du havde, nu er pakket i røde plasticsække med dit navn skrevet med sprittusch.

Jeg låner en vogn, sikke meget du har samlet. Du var her ikke så længe synes jeg. Men du skulle ikke gå glip af noget, så det er jo min egen skyld, at der nu både ligger et juletræ af plastic og kulørte lamper, pakket i sækkene med dit navn.

Jeg løfter poserne op. Og så rammes jeg.

Der står den. Din taske.

Som så mange gange har stået i min entré, i min stue, ved mit klaver.

Det er som om alt går i stå omkring mig. Der er du jo. Personificeret i den gamle lædertaske, med den slidte hank og den lappede skulderrem.

I en eller anden besynderlig personifikation er den taske pludselig din sjæl, og jeg føler lidt, at det er dig jeg tager med mig, da jeg løfter tasken op på vognen.

Måske et helt liv kan pakkes, koncentreres i én og samme taske. Essensen af dig.

Jeg taler med dig. Hele vejen hjem i bilen.

Din taske står ved siden af mig, på passagersædet. Og jeg kigger på tasken når jeg taler til dig. Ja,- jeg HAR husket at give dig selen på.

Måske er det bare savnet af dig, der er så uendeligt stort. Du mangler. Overalt. I mine tanker, i musikken, i mit liv.

Men din taske står lige her. Ved siden af mit klaver. For evigt. Til en anden en dag skal hente mine ejendele. Og ved du hvad? De kulørte lamper ligger nede i den. For det skal fandme ikke være kedeligt.

Med kærlighed,- “handle with care”.

Ses. /M🎩❤️