Ordenes vals

15541494_1334742293242557_1095088207318664279_n

img_1447

1-2-3, 1-2-3,- valsetakt.

Valsen er parrenes dans. Der skal to til en tango….og 2 til en vals.

Jeg mødte for ganske nylig en gammel ven i København. Ikke en valsenes ven. Ikke en tidligere eller kommende valsepartner. Men en ven. Af den slags man kan ringe til klokken bøvs om natten, når alt brænder på, og alle andre sover. Derude på den sene nat, hvor os der skriver ord til andre, ofte lever en stor del af vores liv.

Nå, men det jeg vil hen til er, at han sagde noget til mig, som jeg godt vil give videre her. “Maia, jamen det er jo præcis de mennesker der VOVER at fortælle noget om sig selv, som vi andre gider at høre på. Dem der går trinnet videre og giver et stykke af sig selv, ikke nødvendigvis det hele,- men GIDER, og TØR”.

Lige i øjeblikket gav jeg ham ikke bare sådan overbrusende ret,- som om han havde poppet champagneproppen på min flaske,- men siden, og nu,- vil jeg så give ham creeeeedit her.

For han har jo ret.

Jeg fik tid til at tænke nærmere over hvem og hvad der indtil nu, har betydet noget i mit liv. Er det de flygtige bekendtskaber der ikke vovede at give ret meget af sig selv? Dem hvor udvoksningen i hårbunden og den rigtige klipning er vigtigere end alt andet? “Hertilogikkelængere-typerne”? Eller er det dem, der vovede at fortælle, at vise, at interessere sig, og vigtigst: at give og lytte i et og samme moment?

Dem der vovede at være sårbare, at fortælle mig ting helt derude på kanten af, hvad jeg egentlig selv behøvede at vide om dem? Dem der måske fortalte for meget?

Det er de sidste der står i min hukommelse.

Nogle mennesker fylder mere end i min hukommelse. De fylder alt for en tid. Eller for et helt liv. Der er få af dem, men de er der.

For det er af og til sådan,- at man møder et eller flere mennesker,- der rammer et eller andet uspecifikt hos een,- om det så er logisk eller ulogisk.

Af og til tror jeg ikke menneskers egen selvopfattelse harmonerer med det vi andre ser, det vi andre opfatter.

Ihvertfald har jeg mødt mennesker, der opfattede sig selv markant anderledes end det de udstrålede når man var i deres nærhed. Mennesker, som jeg troede indeholdt noget andet end de viste sig at indeholde.

Der har jeg af og til skullet kæmpe modsatrettet med min opfattelse af dem,- og det som de reelt var. Drøm og virkelighed. Utopi af og til.  Der må virkeligheden sejre.

Og som livet går, og jeg bliver ældre, og opdager, at virkeligheden ikke er fuld af drømme,- så finder jeg også ud af, at jeg ikke vil bruge min tid på dem der ikke vover.

Dem der ikke vil give noget af sig selv, men hellere vil leve livet halvt, abrupt, uden dybere meninger og bekendtskaber.

Fint for dem det fungerer for,- livet er for mig bare alt for kort til flygtighed. Nej, det er mennesket bag. Erfaringen. Det levede liv der er interessant. Om det så er en vals, en tango eller en riverdance vi bevæger os ud i.

Vov nu bare at give noget mere af jer selv derude.

Tiden er løbet fra flygtighed. Ihvertfald for mit vedkommende.

Ses. /M🎩