Roger

Ja, jeg har forstået. Roger.

For nogle måneder siden var en (skide) bi ved at tage livet af mig. I bogstaveligste forstand. Fløj uden velkomst fra min side,- lige ind i min privatsfære og stak mig i halsen. Bummelum og  en-to-tre lå jeg i en ambulance hivende efter vejret i en besynderlig tilstand mellem virkelighedens konsekvens og sandhedens teori. Pga. et ukendt flyvende objekt. Som vi senere jo altså opdagede, var en bi, da den blev fundet afdød på badeværelsesgulvet dagen efter.

Livet har ændret sig en del siden. Måske ikke som sådan,- nok nærmere min indstilling til livet.

Til hvad og hvem jeg orker, at have med indover- der hvor det hele er mere privat end en blog på nettet og en facebookprofil i SoMe-segmentet. Vælge til og vælge fra. Som jeg vist har skrevet en blog om tidligere.

Nu som tiden er gået, går det op for mig,- at man indimellem er nødt til, at få de der bratte opvågninger mellem konsekvens og teori, og at den der evige planlæggen slet ikke gavner ret meget. Du kan prøve,- men du kan i løbet af et splitsekund også væltes af pinden, af sporet, af planerne,- og er nødt til at gøre noget andet. At vende livet totalt på hovedet.

Ofte er det de tungere ting af slagsen, der for alvor vælter planer af pinden.

Sygdom, dødsfald, – uventede hændelser,- altså hændelser du ikke havde planlagt at skulle interagere med i livet. Ikke lige nu. På det mest plagsomme tidspunkt de kunne opstå.

På et tidspunkt kan man som menneske have været udsat for så mange uventede hændelser,- at man agerer næsten som en repeatknap i situationen. Teflonbelagt af erfaringer fra tidligere. Fordi man udsættes for noget lignende igen,- som man har oplevet før. Rewind and repeat.

I de situationer tror jeg man skal prøve at stoppe op,- tænke sig om,- og gøre noget andet end man gjorde sidst. Hov,- var der noget der ikke fungerede i samme situation sidst du var ude i noget der lignede….så prøv lige en anden handling denne gang. Rewind and erase (og ikke erase and rewind som i sangen, næ,- omvendt) ,- kan i nogle tilfælde være nødvendigt. Starte forfra. Sortér fra og læg til. Også selvom det gør ondt at lukke nogle døre. Nye kan åbnes foran dig. Det sker som regel, hvis du er åben selv.

I en eller anden form blev livet vendt op og ned den der sensommerdag for nogle måneder siden. Jeg skal nu forholde mig til, at  visse flyvende objekter er en potentiel risiko, der kræver at jeg skal fyre en javertus i låret indeholdende adrenalin. Andre flyvende objekter taler vi ikke om denne gang 😉

Det er ikke en vant situation synes jeg. Og det giver et andet syn på fremtiden,- som jeg jo i øvrigt ikke planlægger,- fordi jeg havde planlagt at jeg ikke skulle planlægge, men bare leve,- og jeg nu istedet lærte, at det her var en klar rewind and erase situation.

Summasummarum,- drop planerne,- lev fremad,- du aner ikke hvem og hvad der står rundt om hjørnet imorgen,- og du har ikke tid til at vente på en plan.

Roger…..over.

Ses/ M

IMG_0185