Distance

cropped-IMG_0939At  møde mennesker. Hvor de er. Hvor de står. I kaos,- i frygt,- i glæde, angst, sorg.

At imødegå og forstå, eller som minimum formå, at lytte til dem. Høre hvad de siger. Dechifrere. For guds skyld. Forsøge ikke at føle for meget. At distancere sig fra det, man oplever.

Indimellem tror jeg det er blevet min livsopgave. At lytte så meget til andres udfordringer og problemer,- at ørerne næsten falder af. Eller at de ihvertfald rulles ud, som nytårets serpentinerruller og krøller lystigt med. Indtil de hænger slapt henad gulvet.

Når man evner det som menneske, kan man af og til opleve, at andre mennesker fortæller én for meget.

At man ved det mange andre ikke ved, – og at man også ved ting, man helst ikke ville vide. I respekt for det enkelte menneske kan det være rigtigt svært, “at vide for meget” om noget man godt ved man burde bringe videre. Her kan jeg jo hjælpe,- hallo hvorfor må jeg  så ikke?

MEN: Man er som bisidder og repræsentant, som god ven,- eller familiemedlem placeret i hjørnet, som den lyttende, forstående og rådgivende part og vil ikke altid kunne agere, “gøre noget” eller råbe højt op om, hvad man ved. Fordi det klogeste af og til – meget tit faktisk – er at holde kæft. At tie.

Og…..så er der lige de sager som er så store, og så menneskeligt vigtige, at man absolut ikke skal tie. Hvor man med saglige faktuelle oplysninger, lovgivning og medmenneskelighed er nødt til, at gøre forsøget, for at råbe det politisk ofte tunge system op. At lægge navn til konflikten udadtil. At turde. Af og til med held, af og til med kompromis,- men sjældent med en opretholdt distance, til de mennesker det berører.  Fordi det af og til kommer tæt på. Og distancen må genopbygges efterfølgende.

Politikere er ikke altid lige gode til at kæde mennesket, loven, juridiske paragraffer og virkeligheden sammen.

Jeg tror af og til nogle politikere burde overveje, om deres kynisme har taget overhånd, og de har glemt mennesket. Mennesker er forskellige,- derfor kan en “sag” ofte være vidt forskellig, set i forhold til hvilket menneske, hvilken livssituation og hvilke mennesker den berører. Det gradbøjer i virkeligheden mulighederne i en sags løsning. Der er ofte mange flere veje end blot én.

Jeg tror på det menneskelige aspekt. Måske for meget.

Af og til så meget, at jeg kan føle mig træt, udpint og misbrugt af andre,- og må der huske mig selv på, at et menneske jo kun giver det, som vedkommende er i stand til,- på de givne vilkår dette menneske har, og den base det menneske på det givne tidspunkt befinder sig på.

Jeg er god til at sige det og rådgive andre om det,- men ser ikke altid selv, når jeg møder det i min privatsfære. Så mister jeg lidt af min godhed og mig selv hver eneste gang,- fordi jeg aldrig møder et menneske uden at interessere mig, involvere mig, og forsøge at hjælpe. Og formår jeg ikke at kunne hjælpe,- må jeg give op,- bliver jeg skubbet væk eller må jeg gå,- mister jeg en stor del af mig selv.

Der ligger en klar personlig øvelse for mig for 2019.

“The hint of the century”: At lære distancen.

Til alle jeg hjalp i 2018,- og jer der lukkede mig ind i jeres liv, sager, – og hjerter: TAK.

Det har igen dette år været ufatteligt berigende at måtte hjælpe jer. Lærdom også for mig,- som menneske. Også der hvor vi måtte lukke en sag uden at vinde.

Til jer jeg sagde farvel til i 2018: Der er altid en smerte i, at jeg må lukke ned for et menneske eller flere. For jeg går aldrig halvhjertet ind i noget,- det ligger ikke i min natur,- så mister jeg lidt min mission – og jeg vil sikkert gemme jer som et savn et sted i mit hjerte. Derfor: vi ses.

Det var ordene,- god søndag aften til alle.

Ses. /M