Tid og år

12729172_1077630035620452_3850315588664241410_n

Vi bevæger os over dagene der går mod et nyt år.

Ofte forbundet med “nytårsforsætter” og troen på, at et nyt årstal bringer os frelse og håb. Vi ved godt, at det sjældent er sådan, men vi vælger alligevel næsten hvert år iklædt pailletter og paphatte, at svælge i planer, ideer og drømme for de 12 måneder der ligger forude.

For mig falder det ikke helt så let iår synes jeg.

Der er en form for tristesse i tiden, som er svær at forklare. Verden fungerer ikke helt i vinkel og evnen til, at befolkninger kan tage hinanden i hånden og danse i en fuldendt rundkreds, synes ikke helt at slå igennem. Det er nok heller ikke meningen, at vi alle skal være enige,- en stor grumset menneskemasse af overbærende enighed bliver nok for kedeligt i længden,- trods alt.

Iår har min fars fravalg af livet for snart 19 år siden fyldt mere end ellers hos mig. Måske fordi jeg bliver ældre, mine børn bliver ældre og dette år har jeg indimellem haft momenter af tid, til at tænke mere over tingene fra dengang.

“Tiden læger alle sår” siges det. Os der lever med et selvmord i bagagen i nærmeste familie ved, at det gør tiden ikke. Savnet forsvinder eller fader ud i horisonten,- men handlingen, hændelsen og den dag hvor jorden forsvandt under fødderne, ligger lige der under overfladen.

Jeg har kigget i min fars gamle papirer fra han sejlede med Lauritzen på de store verdenshave, fået historierne fortalt, om dengang han gik i land,- og samlet brikkerne fra den del af min fars liv, der lå forud for, at han blev min, og mine søstres far,- og alt det han formåede, at give videre til så mange.

Jeg er kommet frem til, at han på mange måder valgte fuldstændig, at skrive sin egen historie,- og aldrig gik på kompromis med den vej,- den kurs han havde lagt. Og det var så også den måde han valgte, at afslutte livet på. Den del vil aldrig blive nemmere, at håndtere nogensinde, og ingen kan rigtig hjælpe med den måde det påvirker os pårørendes liv på.

Her snart 19 år efter står den 3. juli 2000, som det mest markante skillepunkt i mit liv. Der er et før og et efter. Et præ og et post. En sorg og et savn, i nævnte rækkefølge. Et skib der sejler den ene vej og et der sejler den anden vej. Skilte veje.

Sorg og savn er en del af livet. Som man bliver ældre og sygdom og død rykker tættere på, er den tilstede ret jævnligt. Jeg har lært at leve med den, som en tro følgesvend, en erfaring, en viden. Grundsorgen. Grundsavnet. Og dem man mister ad åre.

Og så den der med, om han mon ville synes det er ok det jeg gør? “Ville du være stolt af mig, far?” Egentlig idiotisk at slå sig selv i hovedet med det spørgsmål ….for det svar får jeg aldrig.

Men jeg nyder til gengæld hver eneste dag, at se min fars historie fortsætte med, at blive skrevet, – via mine børn, – se hans stædighed, levende indlevelse i andre mennesker, ideer blive skabt og troen på aldrig at give op, – selvom det til sidst alligevel blev hans valg at give op.

Og det er vel sådan det er, mod det nye år,- at vi skal fortsætte med, at fortælle og skrive videre på de historier vi er,- også selvom sygdom, dødsfald, sorg og savn er en naturlig del af glæden ved livet.

Godt nytår 2019,- allesammen.

Jeg vil fortsætte bloggen i det nye år. Pas på jer selv.

Ses. /M ❤️