Når vinger drejer rundt

vindmølle

Min far byggede møller i vinden, hvor andre nøjes med luftkasteller. Det lærte vi som børn,- og mange andre sammen med os som familie, en hel masse af.

Af og til byggede han møller med vinger der bevidst drejede mod vinden, og af og til skulle vingerne surres godt fast, hvis der ventede en storm eller orkan forude.

Men han gjorde det. Og min mor ligeså.

Gjorde noget for andre end sig selv. Hele tiden.

Manifesteret så meget i hans ideer, tanker og handlinger, at han af og til slog os alle omkuld med sit engagement.

Vi lever i en underlig tid nu, hvor engagement ikke længere er lig med, at gøre noget for andre. Idag er engagement mere lig med, at gøre noget for sig selv. At “mærke efter” hvad man lige gider, og så iøvrigt kun gøre en halv- eller kvarthjertet indsats, fordi man lige selv føler, man er vigtigere end alle andre. Måske endda vigtigere end fællesskabet?

Er der sket et skred der? Og hvorfor? Hvorfor er der pludselig så enormt behov for mindfullness og selvindsigtsterapi over hele det ganske land…når man reelt bare kunne gå sammen og….. bygge vindmøller, –  i overført betydning naturligvis.

Mine forældre kom til Bornholm i den periode i 1960´erne hvor man enten rykkede teltpælene op og rejste til Grønland, – eller endte på Bornholm. En hel generation i min alder vil genkende historien fra deres egne forældre. Man slog rødder, oftest i de mindre bysamfund, og blev en del af lokalmiljøet på de små skoler ude på “landet”, som det hed dengang. Man blev en vigtig del, at det levede liv, en del af engagementet i de små og dengang meget levende samfund. Man fik ideer, fandt på og festede iøvrigt tit til den lyse morgen. Foreninger, bestyrelser og initiativer. Sport, kultur og viden. I en stor multisammenblandet dej, rørt på en røremaskine af engagement og indlevelse, ønsket om at gøre noget for andre, end bare lige sig selv.

Hvor blev det af? Dette engagement? Jeg undrer mig over det.

Jeg er selv opvokset med det, i måske lidt for stor stil, og det falder mig derfor helt naturligt at interessere mig for, og engagere mig i, – andre mennesker. Af og til desværre med forbehold, fordi jeg også er farvet af de ting livet har bragt mig. Af og til engagerer jeg mig også lidt for meget og har ikke helt lært grænsen.

Men hvordan vil det se ud om bare 5-10 år, feks. her på Bornholm? Vil borgerforeningerne og de bestyrelsesdrevne steder vi har, også blive ved at eksistere, hvis eller nærmere når de engagerede generationer falder fra? Konklusionen ligger lige for. Nej. De vil lukke ned en for en. Måske skal de også det, og vi må håbe på at nyt opstår, at nye generationer trods alt kommer til, finder på,- og gider løfte sig op i vinden.

Vil vi komme til at mangle ret vigtige dele af vores aktive  og engagerede samfund på f.eks. Bornholm, men også derude i resten af Danmark?  Og hvad med politik? Vil nogen yngre mennesker overhovedet gide involvere sig i dette fremover? Og betyder disse steder og foreninger overhovedet noget i en tid hvor enhver er sig selv nærmest?

Svaret blæser i vinden, og sandheden er jo nok så ligetil, at vi mangler nogen der tør, vover og evner,- at stille sig i modvind og bygge vindmøller der bringer vinden rundt,- det bringer liv i vores tilværelse. Der mangler en vilje til, at ville fællesskabet, og at gøre en indsats for at det bærer. Det kan I tænke lidt over derude,- om der er noget i jeres lokalsamfund,- i jeres nabolag, på jeres børns skole,- hvor I faktisk med relativt lille indsats,- kunne gøre en kæmpe forskel,- og få vingerne til at køre rundt.

Historien om min far er lang. Og den får I ikke i dag. Hans vinger bristede også på et tidspunkt, måske fordi han trods alt,- engagerede sig, – for meget.

Der skal være en balance,- og den fandt han desværre ikke, før han mistede den. Alt med måde. Men gør det nu bare alligevel 😉

So long. Billedet er naturligvis af min far,- Pedersker Skole 1978. /M

 

 

 

 

 

2 kommentarer til “Når vinger drejer rundt”

  1. Godt skrevet Maia! Og jeg kan genkende meget af det og er helt enig med dine betragtninger. Vi/samfundet går i en helt forkert retning, egoisme kontra fællesskab, og værdierne i dagens Danmark ligger så langt fra de værdier som min og din generation voksede op med. Jeg elsker at engagere mig i mennesker, fællesskab, foreninger og sager jeg brænder for! Men jeg har også oplevet den sorte side af det. Den verdenskendte skuespillerinde Hedy Lamarr sagde følgende citat: “Mennesker er urimelige, ulogiske og egoistiske. Elsk dem alligevel! Hvis du gør noget godt, bliver du beskyldt for at have bagtanker. Gør noget godt alligevel! Store mennesker med store ideer kan blive skudt ned af smålige mennesker. Tænk stort alligevel! Det du har brugt år på at skabe, kan ødeægges på et øjeblik. Skab alligevel! Giv verden det bedste du har, og du vil blive ydmyget. Giv alligevel verden det bedste du har!”

Der er lukket for kommentarer.