Mieux vaut tard que jamais

 

cropped-IMG_0939Tid. At være sent på den. At møde til tiden. At spilde tiden. At udfylde tiden. At glemme tiden.

Mon måden et menneske udfylder og udfolder sin tid på, er forskellig? Eller har vi samme indre tidsmomenter indbygget i vores tanker,- måske endda defineret af det samfund vi lever i? Har vi overhovedet tid til, at være ordentligt til stede i tiden, i nuet?

Når man har børn opdager man hurtigt hvordan tiden går. At tiden måske endda løber. Og kigger man sig i spejlet indimellem tiden der går, – så ser man sporene af tid, af levet liv i sit eget ansigt. Selverkendelsen af tiden der gik. Af år man ikke får tilbage.

Men husk nu at alting har…sin tid. På sin mest charmerende måde. Vær ikke triste over det. Glæd jer over jeres erfarenhed. Trods spejlets billede 😁😏.

Jeg føler for tiden personligt, at jeg spildte noget af min tid.

Jer der kender mig vil sikkert undres helt vildt,- for jeg har nået meget, alt for meget ….på tid. Gjort mig livserfaringer om liv og død, som andre ikke bør stræbe efter, at opnå for hurtigt. Spørgsmålet er bare,- tog jeg mig også tiden til, at håndtere hastigheden? Livets hastighed?

Ihvertfald gik nogle ting meget hurtigt, og jeg rejste mig altid fortumlet igen – som tumlingen der rokerer på gulvet. Indtil den der lægekollega kiggede alvorligt på mig henover sine lupbriller, og meddelte mig, – “Du er godt klar over, at du kan dø af det tempo du kører med, ikke? – Hvis du ikke sætter dig ned og slapper af nu,- så kollapser du”. Han missede selvtilfreds henover lupbrillen, som om han havde fundet de vise sten. Skideirriterende overlægetype 😇. Jeg har takket og tilgivet ham siden.

Tror I jeg lyttede lige i momentet?

Nej,- for jeg havde jo ikke tid! Hallo, jeg var på toppen. Not.

Der var alt for meget jeg skulle nå. Alt for meget der skulle håndteres. Alt for mange …. der behøvede min hjælp. Limbo i nærmest total pligtopfyldenhed uden nogensinde at have fri.  2 måneder senere kollapsede jeg and the rest is (a really dårlig) history.

Jeg måtte mades af sygeplejerskerne og genoptrænes så voldsomt, at man i årevis troede jeg havde en gigtsygdom. Jeg havde egentlig bare været usandsynlig idiotisk omkring struktureringen af min tid. Galoperende stress på den helt ufede måde krydret med et tragisk dødsfald i nærmeste familie. Det er tidsmæssigt ikke muligt at afsætte tid nok til at komme sig over. Man må leve med det, og med tiden overleve og håndtere det. Det er muligt,- jeg ved det nemlig.

Tiden er ikke så dyrebar, at du ikke har tid til dig selv og dine. At du glemmer dig selv i ræset for at være noget, at blive til noget,- at udrette noget. Det bedste du kan udrette er, at være loyal overfor din egen tid. Dit space. Dem du elsker og dem der betyder noget meningsfuldt for dig, at bruge din tid på. Dem der kan bringe dig videre i tiden. Dem du godt kan lide. Dem du lige må undersøge lidt nærmere….med tiden.

Skulle du derfor når du læser dette – komme til en overvejelse om, hvordan du bruger din tid,- og hvis du opdager,  at tiden er gået uden du fulgte med spejlets billede…. Så stop lige op. For spole tilbage kan du ikke. Men fremadrettet kan du måske overveje, om det og dem du sætter ind i din tid,- også er dem du vil kunne se næste gang du kigger i spejlet.

Kys til jer alle. So long. ❤️

/M