Dem der forsvandt

A03511F8-DCBB-4ED4-A165-71FFB728494A

img_1447

De sidste ugers tid har jeg ryddet op i mine messengersamtaler, samtaler jeg har gemt i flere år,- især minderne fra dem der forsvandt.

Timelange skriftlige “samtaler” med ansigter der nu er udviskede fotos,- af profiler på det såkaldt sociale facebookmedie.

Dem der døde. Dem jeg stoppede kontakten med fordi det hele blev for intenst i løsen af deres interne problemer. Dem der blev syge. Dem der bare blev en tåge af ord på en skærm og aldrig mere. Igen…dem der forsvandt.

Der har været mange af dem. Uendelige udvekslinger af ord og erfaringer. Visdomme og dumheder i en uforklarlig strøm af mennesker, som jeg for en dels vedkommende kun kendte på afstand. Nogle kendte, andre ukendte. Andre jeg mødtes med og som blev en del af mit liv,- og stadig er det.

Det slår mig nu,- hvor meget de hver og en faktisk har beriget mit liv. Og jeg er så ked af, at jeg aldrig fik fortalt dem det mens jeg kunne. Inden opdateringen om deres død pludselig forklarede stilheden i indbakken.

I nogle år hvor jeg af private årsager måtte lukke en del af mit udadvendte liv ned, betød de her alenlange skriftlige udvekslinger alt. Jeg havde slukket for mig selv udadtil, for at få fred for et menneske der plagede mig og mine børn. Som truede mine muligheder for, at trække vejret og leve frit.

Her var alle disse mennesker på skrift tilstede uden fysisk at være der. Men de var der. Med deres opmuntrende ord,- med deres erfaringer og gode råd,- med deres indlevelse og lyttende tilgang,  som i lang tid holdt mig oppe,- og jeg svor dengang,- overfor mig selv, at jeg til enhver tid selv ville være der, hvis man behøvede mig,- hvis jeg på nogen måde med mine ord og mine handlinger,- kunne hjælpe et andet menneske videre,- så ville jeg gøre det.

Det forsøger jeg at leve efter.

Indimellem så meget, at jeg nok bør lære at finde balancen i det. Men al balancegang er svær. Deraf netop ordet balance.

Så derfor sender jeg rådet ud til jer her en sen lørdag aften – bag skærmene,- tøv aldrig med, at hjælpe et andet menneske hvis de rækker ud efter jer. Heller ikke selvom det bare er en skærm, du sidder og skriver til. Dine ord på skrift kan betyde meget mere end du ved.

Og til jer….der forsvandt.

Jeg savner jer så uendeligt meget når jeg ser hvor mange ord vi udvekslede, mens I var i live,- og derfor tøver jeg stadig med at lade jer glide ud,-  for nogle ord bør måske bare blive stående så længe de kan, i mindet om, at måske I forsvandt,- men jeres ord har jeg gemt.

Godnat derude. Månen er halv. Sov godt. /M