At have lid til

cropped-IMG_0939

Tillid. Et ord med forventninger. Indimellem muligvis urealistiske af slagsen. Et ord af tiden vi har lige nu.

Det synes dog ikke, som om tillid rent faktisk er til stede i den store stil. Samfundsmæssigt, privatsfæremæssigt eller i menneskets interne tankekreds, i den tidslomme vi befinder os i aktuelt.

Det er blevet ufatteligt moderne at tvivle. “Tvivl om alt – og tro på meget”. (Underforstået tro ikke på alt du oplever, ser, hører og læser, tro tvivlende på det, — men tvivl så da bare lige lidt mere alligevel, for en sikkerheds skyld,- så du alligevel overhovedet ikke tror på noget eller nogen 👀😁)

Jeg har selv praktiseret tvivlen i stor stil i efterhånden mange år. Nærmest totaldechifreret alt jeg blev foreholdt.

Muligvis har jeg i en periode været ret så belastende ud i sandhedssøgning, at jeg helt mistede tilliden til alt man fortalte mig. Det er selverkendelsen jeg har fremme her. Klapper mig selv overbærende på skulderen og siger, “du har sgu egentlig været pisseirriterende, du gamle”.

Det er faktisk en ret belastende måde at leve på, hele tiden at tvivle på alt. Så det lagde jeg fra mig. Sort OFF. Til gengæld har jeg beholdt den der – “det er muligt du siger sådan, men jeg undersøger lige sagen og kommer tilbage til dig med den korrekte version”. Den kan heller ikke anbefales til alle givne situationer, – kan jeg forsikre om.

Summasumarum kan jeg konkludere, at tvivler man først for meget, så er det lidt et Sisyfos-arbejde at lade være. Måske handler det i virkeligheden om, at man tænker for meget,- for tvivlen opstår vel iøvrigt først for alvor, når man har (for meget) tid til at tænke?

Anyway. Tillid. Til-lid. At lide…til?

Vejen frem for mig har sådan set været konfrontation. At tage ud i samfundet,- ud i din omgangsfære, ud i verden og møde mennesker af alle slags. At høre deres historier. At tale med dem og ikke om dem. Faktisk også dem jeg denondenbroderemig overhovedet ikke havde tillid til. Før jeg mødte dem.

Det har jeg lært en del af og kan anbefale. Dermed har jeg faktisk indenfor det seneste halve år fået tillid til mennesker jeg anså, som værende dybt ude af sync og som jeg bestemt ikke deler holdninger med.

Men ved I hvad? Tillid kan opstå hvis man lytter, hører og anerkender et andet menneske, og møder dem på halvvejen lige der. Man behøver ikke forstå et andet menneske,- for at tillid opstår. Man behøver heller ikke bevidst tvivle fordi de ikke lige passer ind i ens holdninger og kasser. Næ,- for bag holdninger og facader er der altid et menneske,- og hvis man lytter med tillid til et andet menneskes historie,- går man måske endda hen og tror på hvad de siger.

Det var ordene for idag,- muligvis lidt kryptiske,- men i tillid sender jeg dem ud til jer i cyberspace. Med ønsket om,- at I udvider jeres tanker om tillid,- lige der hvor I er. Hvad I giver er hvad I får. Prøv.

/M